Carlsberg-chef melder klar til at kigge efter opkøb

Ifølge Bloomberg News har Carlsbergs øverste chef, Cees 't Hart meldt ud, at bryggerikoncernen har planer om nye markeder om tre til fem år.
Foto: Ritzau/Scanpix/Martin Lehmann
Foto: Ritzau/Scanpix/Martin Lehmann
AF RITZAU FINANS

Carlsbergs topchef, Cees 't Hart, er parat til nye opkøb, efter at bryggeriet ikke blev en del af den seneste fusionsbølge i bryggeribranchen, skriver Bloomberg News.

I et interview med det finansielle nyhedsbureau siger han, at Carlsberg planlægger at begynde at se sig omkring efter opkøbsmuligheder i lande, hvor bryggerikoncernen allerede har en tilstedeværelse.

"Da jeg startede, havde vi ikke pengene. Nu har vi pengene, så noget har forandret sig," siger topchefen.

Om omkring tre til fem år er det også planen at se efter nye markeder, siger han videre.

Pengestrømmene i Carlsberg er på de seneste år fordoblet til 7,27 mia. kr., og gælden er skrumpet ind. Mens Cees 't Hart har haft succes med at reducere omkostningerne og forbedre overskuddet, siden han kom til Valby i 2015, har han dog endnu ikke fået sat skub i omsætningen.

Hvad angår målet for opkøbene, kan han dog komme til kort, for der mangler ganske enkelt selskaber til salg, erkender han.

"Vi gik glip af konsolideringen i ølbranchen i 2010-2015. AB Inbev gjorde det, Heineken gjorde det, vi gjorde det ikke - af gode grunde - men vi gjorde det ikke," lyder det fra bryggerichefen.

Carlsberg har i Cees 't Harts tid som CEO blot foretaget få, mindre opkøb. Nu vil selskabet gerne købe op, "når mulighederne opstår, men der skal to til en tango", lyder det ifølge Bloomberg.

Hvis planen om opkøb slår fejl, vil Carlsberg i stedet iværksætte aktietilbagekøbsprogrammer eller udbetale ekstra udbytte.

Carlsberg fjerner plastik fra dåseøl for at mindske affald

Verdens femtestørste bryggeri skærer 350 job væk

Carlsbergs CEO: Miljøprogram går hånd i hånd med lavere omkostninger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også