Øl-comedy holder hånden under mikrobryggeri

I 12 år har amerikanske Eddie Szweda turneret land og rige rundt med sit show, der befinder sig i krydsfeltet mellem standup og ølsmagning. Senest samlede han 400 mennesker i et cirkustelt. Formålet er at markedsføre og tjene penge til sit mikrobryggeri på Fyn.
Eddie Szweda adm. direktør og ejer af Midtfyns Bryghus turnerer Danmark rundt på 12. år med ølsmagning og standup.
Eddie Szweda adm. direktør og ejer af Midtfyns Bryghus turnerer Danmark rundt på 12. år med ølsmagning og standup.

"Danskere er møgforkælede, og det skal I bare vide," indleder Eddie Szweda, som er ejer og adm. direktør i Midtfyns Bryghus.

Det er temaet i bryggerens standup-show, som han har turneret Danmark rundt med, siden han overtog bryghuset på Fyn for 12 år siden. Seneste show løb af stablen i Odense i et cirkustelt med 400 mennesker bænket omkring manegen.

"Jeg profilerer mit bryghus på den måde. Jeg elsker det her land, så budskabet er, at I har det hammer godt, og I skal lade være med at brokke jer," siger Eddie Szweda med en dansk-amerikansk accent, der er tv-personligheden Chris Macdonald værdig.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Gæsterne får serveret seks forskellige øl til arrangementet, og billetten koster knap 300 kr. Over årene har han serveret ølsmagningsshowet for mere end 35.000 mennesker.

"Vi er ikke særlig glade for at betale for annoncer, for det får vi ikke så meget ud af. I stedet er det her måden, hvorpå vi skaber opmærksomhed og genererer noget omsætning til bryghuset," lyder det fra Eddie Szweda.

Sidste år kunne mikrobryggeren indkassere 700.000 kr. fra sine ølsmagninger, og det er en relativt stor andel i et bryghus med en bruttofortjeneste, der i seneste regnskab lød på 2,3 mio. kr. og et årsresultat på 54.000 kr.

Modsat tidligere ryger alle pengene fra ølsmagningsshow direkte ind på Midtfyns Bryghus konto.

"På et tidspunkt gik lidt af overskuddet direkte til mig i mit andet selskab, men nu ryger det hele ind i bryghusets regnskab. Det er den måde, vi kører det på," fortæller Eddie Szweda.

En hårdt prøvet branche

Selvom Eddie Szweda nyder at turnere med sit show og samtidig holder gang i hanerne på Midtfyns Bryghus, beretter han - som mange mikrobryggere før ham - om en branche, der er svær at klare sig i.

"Der er ikke nogen, der har armene helt oppe i vejret i vores branche lige nu. De store bryggerier er virkelig begyndt at bruge deres muskler. Kæmper som Carlsberg og Royal Unibrew har startet mikrobryggerier, og det kan mærkes," siger Eddie Szweda.

Det, som bryggeren mangler, er den gode kontakt til detailhandlen.

"De store bryggerier har allesammen en distribution, som os mikrobryggerier ikke kan konkurrere med. Når de annoncerer nye varer, har de allerede detailhandlen på deres side, mens vi andre skal kæmpe for at få dem med ombord," fortæller indehaveren.  

Midtfyns Bryghus har tidligere haft en aftale med Coop, igennem et samarbejde med tv-kokken Claus Holm, og netop det samarbejde gjorde underværker for det lille bryghus ved Årslev på Fyn.

Ordren lød på over én mio. kr. og sendte bundlinjen fra et minus på 192.000 kr. til et plus på 227.000 kr. i 2015. Et resultat, som mikrobryggeriet ikke siden har kunnet matche, blandt andet fordi ordren ikke blev fornyet efter, at øllen havde været ude i Coops butikker.

Lige nu brygger Eddie Szweda på en ny øl, som han håber vil lande på Coops hylder.

Det er stadig en plads i den brede detailhandel du jagter for at få plus? 

"Ja, det er det. Nu har jeg været i branchen i 12 år. De sidste tre år har vi tjent lidt penge. Vi har plus på bundlinjen og afdraget på vores dyre udstyr. Om ca. tre år er alt bryggeriudstyr betalt. Det bliver en dejlig dag. Det bliver en lettelse. Men branchen i sig selv er ikke nem," fortæller bryghusejeren.

Going concern bekymrer ikke ejeren

I flere år har revisoren noteret usikkerhed vedrørende bryghusets fortsatte drift. Men den anmærkning påvirker ikke Eddie Szweda sønderligt. Til spørgsmålet, om det bekymrer ham, lyder svaret "overhovedet ikke," prompte fra bryggeren.

"Alt i alt har vi formået at være effektive i bryghuset. Vores nye bryggeri er meget mere omkostningseffektivt end det gamle, hvor vi startede med at kigge på hver en krone og hver en medarbejder, og hvordan vi gør vores ting. Når vi når en bruttofortjeneste på mellem 5 og 8 mio. kr., så løber det rundt," siger Eddie Szweda, der regner med, at det sker, når udstyret er betalt af. 

Men I har jo kæmpet lidt de sidste par år med en revisor, der har noteret selskabet som going concern i årsrapporten?

"Den der fine revisor, og hans bemærkning - vi skylder ikke noget til told og skat, og det er det vigtigste. Alt er betalt, og vi er kommet ud på den anden side. I alle 12 år har vi haft likviditetsudfordringer, fordi vi vokser, og bankerne ikke vil låne os de penge, vi har brug for," siger Eddie Szweda og tilføjer:

"Men vi er gået tilbage i omsætning. Det år vi lå på det højeste, var det år, hvor vi fik ordren fra Claus Holm. Den stod for 1,1, mio. kr. i sig selv. Men det er også, fordi at konkurrencen er spidset til derude. Der er rigtig meget øl på markedet."

Bryghus bag wasabi- og Chili Klaus-øl ser bundlinjen dale 

Tysk bryggeri svarer igen på navnekritik: Nordisk mytologi findes ikke

Baron holder lukningstruet slotsbryggeri i live 

Københavnsk brygpub vil gøre japanere kunsten efter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også