Sodavandsgigant overrasker positivt trods volumenfald i modne markeder

Pepsico overgik analytikernes forventninger i andet kvartal.
Foto: Toby Talbot/AP/POLFOTO/arkiv
Foto: Toby Talbot/AP/POLFOTO/arkiv
AF RITZAU FINANS

Pepsico, der sælger alt fra sodavand til havregryn, har haft et overraskende positivt andet kvartal på trods af fortsat lav vækst i det traditionelle segment for drikkevarer.

For kvartalet ramte omsætningen 16,1 mia. dollar, hvilket var en stigning på 2,4 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år og herudover bedre end de 16,0 mia. dollar, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde sat næsen op efter.

Dykker man ned i tallene, viser det sig, at segmentet for fødevarer og snacks havde en organisk volumenvækst på 1,0 pct., mens segmentet for drikkevarer blot voksede organisk med 0,5 pct. Det skyldes blandt andet en volumentilbagegang på 2,0 pct. i NAB-regionen, der udgøres af de modne markeder USA og Canada.

Ligesom andre producenter af sukkerholdige drikkevarer arbejder Pepsico på at komme med nye og sundere produkter, da flere forbrugere bevæger sig væk fra drikkevarer med et højt sukkerindhold, skriver Bloomberg News.

Trods volumenfaldet i nogle af de modne markeder var det dog ikke nok til at sænke omsætningen hos Pepsico, der også tjente mere end ventet i andet kvartal, hvor kerneindtjeningen sluttede på 1,61 dollar per aktie mod ventet 1,52 dollar ifølge Bloomberg News.

"Vi er glade for vores resultater for andet kvartal, og vi forbliver på sporet i forhold til at indfri de finansielle mål, vi satte os i starten af året," siger Indra Nooyi, der er administrerende direktør og bestyrelsesformand i Pepsico, i regnskabet for kvartalet.

Pepsico, der gentager forventningerne til indeværende år, ligger i det amerikanske formarked uændret i 107,76 dollar.

PepsiCo på sundt opkøb

Pepsi leverer lidt bedre end forventet

Pepsi hæver forventningerne efter pænt regnskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også