Pepsi leverer lidt bedre end forventet

Den amerikanske drikkevare- og snackkæmpe overrasker efter første kvartal analytikerne.
Foto: Pepsico/PR
Foto: Pepsico/PR
AF RITZAU FINANS

Det amerikanske selskab, Pepsico, der blandt brygger sodavanden Pepsi og laver Lays-chips, har afleveret regnskab for første kvartal, der slår analytikernes forventninger.

Kerneindtjeningen per aktie landede på 96 cent, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet et resultat på 93 cent per aktie.

Den organiske vækst endte på 2,3 pct., hvilket var bedre end de 1,66 pct., som analytikerne havde regnet med.

Til gengæld var der nedgang i den organiske vækst på det nordamerikanske marked og i Latinamerika, viser regnskabet.

Her skrumpede den med henholdsvis 3 pct. og 4 pct.

"Selv om vi forsat er udfordret i Nordamerika, har sektoren oplevet løbende forbedringer på toplinjen siden fjerde kvartal i 2017. Vi er fortsat med at investere og tage markedsandele i en række hurtigvoksende områder," siger den administrerende direktør, Indra Nooyi, i regnskabet.

"Men vi anerkender, at vi er nødt til at investere mere i sodavand, hvilket vi har planer om at gøre," siger hun.

Den samlede omsætning landede på 12,6 mia. dollar, hvor analytikerne havde regnet med 12,4 mia. dollar.

Det var blandt andet Pepsis snackdivision, der var med til at trække omsætningen i vejret. Her voksede omsætningen med 3 pct., viser regnskabet.

Sodavandsselskabet fastholder sine forventninger om en organisk vækst i hele forretningen på 2,3 pct. i 2018.

Aktien stiger 0,2 pct. i formarkedet.

Budweiser og whiskyproducent fletter fingre i nyt samarbejde

Doritos 'kvindevenlige' chips får virale hug

Kombucha-brygger klar med alkoholdige udgaver

Britisk sodavandsproducent får topplacering i Europa efter stærke tal

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også