Finne afløser tysker som indkøbsdirektør i Lidl Danmark

Den tidligere indkøbsdirektør flytter ind hos Lidl International, hvor danske Jesper Højer tidligere i år blev topchef. Fra sommer er det i stedet en finne, som skal lede de danske indkøb i Lidl.

33-årige Mikko Forsström tiltræder til sommer som ny indkøbsdirektør i Lidl Danmark.

Det skriver Lidl i meddelelse, hvor det også fremgår, at den nuværende tyske indkøbsdirektør Mark Hache siden 2015 overgår til en stilling i Lidl International i Sydtyskland.

Mikko Forsström har erfaring som indkøbschef fra Lidl Finland, England og Lidls internationale indkøbsafdeling. Senest har Mikko Forsström arbejdet som indkøbsdirektør hos indkøbsorganisationen EMD i Schweiz.

Lidl Danmarks adm. direktør Dirk Fust ser frem til samarbejdet og fortæller, at Mikko Forsström kommer til at fortsætte den linje, som den afgående direktør har lagt.

"Mark Hache har igennem de seneste par år ydet en stor indsats som indkøbsdirektør i Lidl Danmark. Han har stået i spidsen for vores store satsning på danske produkter og sikret en række gode aftaler med lokale danske leverandører. Helt konkret betyder det, at kunderne i dag kan finde endnu flere danske produkter i vores butikker," udtaler Dirk Fust.

Den tiltrædende finne, der skal lede indkøbet på vegne af de 105 danske butikker, er for øjeblikket i gang med et internt Lidl-forløb, hvor han rejser rundt i Europa for at lære best practise i de enkelte Lidl-lande.

"Jeg glæder mig til at tiltræde stillingen. Dagligvaremarkedet i Danmark er jo et stærkt konkurrencepræget marked, og jeg ser frem til, sammen med medarbejderne, at fortsætte det gode arbejde, der allerede er blevet gjort i kampen om de danske kunder," udtaler han.

Tiden frem mod tiltrædelsen skal blandt andet bruges på at lære dansk.

"Jeg ser det som en klar fordel, at min kulturelle baggrund ikke ligger lagt fra den danske, og noget af det, jeg godt kan lide ved jer danskere, er jeres positive sind og jeres humor. Jeg ser det som en fordel i det daglige arbejde at kunne have det sjovt, samtidig med at der arbejdes seriøst," siger Mikko Forsström.

Dansker på toppen

Tidligere i år tiltrådte den 38-årige dansker Jesper Højer som ny øverste direktør for Lidl International efter, at der i de øverste geleder af den store milliardforretning var uenighed om retningen.

Det var ikke første gang, at uenigheder banede vejen for den fremstormende dansker. Da Jesper Højer i 2014 gik fra at være landechef for Lidl-koncernen i Belgien til øverste ansvarlig for indkøb, PR og marketing i Lidl International, skete det også kort tid efter en strategistrid.

Dengang skrev FødevareWatch, at Lidls topchef, Karl-Heinz Holland, blev fyret på grund af en strid om selskabets fremtidige strategi. I samme ombæring røg indkøbschef Dawid Jaschok, hvis stilling Jesper Højer overtog.

Verdens største supermarkedskæde går i priskrig mod Aldi

Discountkæde satser på GMO-fri mælk til danskerne

Det siger Lidl om "øjeblikkeligt" topskifte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også