Her er fremtidens vindere og tabere blandt de danske dagligvarekæder

Rema 1000 vil fortsætte den massive fremgang mange år endnu. Det spår en ny prognose. Kæder med små butikker vil tabe kunder i de kommende år.
AF JENS ERIK RASMUSSEN OG JESPER OLESEN

Rema 1000 bliver den store vinder blandt de store dagligvarekæder. Den norskejede discountkæde vil kapre masser af kunder fra konkurrenterne i de kommende år.

Også Føtex, Lidl og Kiwi vil øge omsætningen markant frem mod 2025. Derimod står Spar, Min Købmand og DagliBrugsen til at blive blandt de største tabere.

Det er i hvert fald forudsigelsen i en ny prognose om udviklingen i dansk dagligvarehandel, som konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia netop har offentliggjort.

"Rema har skabt en unik vinderkultur, der er blevet selvforstærkende i de senere år. Kæden ventes at udbygge sortimentet med flere friskvarer, så de bliver endnu bedre til at dække forbrugernes behov - også i weekenden," siger Henning Bahr, adm. direktør i Retail institute Scandinavia.

Han fremhæver, at de norske ejere i ReitanGruppen kun har Rema 1000 som butikskoncept i Danmark, mens de øvrige aktører som Coop Danmark, Danske Supermarked og Dagrofa har flere kæder at tage hensyn til. Det skaber mere rum til vækst for Rema 1000.

Ifølge prognosen vil Rema 1000 øge markedsandelen fra 11,1 pct. til 12,9 pct., og kæden ventes at nå 368 butikker i 2025.

Med den forventede vækst vil Rema 1000 overhale købmandskoncernen Dagrofa, som ifølge prognosen vil tabe markedsandele. Det er især de mindre butikker i kæderne Min Købmand og Spar, der kommer til at lukke butikker.

 

Retail Institute Scandinavia udelukker dog ikke, at købmændene i den frie sektor kan overraske.

"Hvis det lykkes at skabe en vinderkultur i kæderne Meny og Kiwi, kan det lykkes Dagrofa at klare sig væsentligt bedre," siger Henning Bahr.

Prognosen viser, at de mindre butikker er under pres. Det vil også ramme Coop Danmarks kæder LokalBrugsen og DagliBrugsen, der ventes at lukke op mod 100 butikker.

Dermed lyder forudsigelsen også, at Coop Danmark vil tabe markedsandele fra 37 pct. til 35,1 pct.

Men sådan kommer det ikke til at gå ifølge Danmarks største dagligvarekoncern.

»Prognosen har gang på gang taget fejl. De lokale butikker klarer sig bedre end ventet. Nogle af dem vil lukke, men til gengæld vil vi øge omsætningen i andre forretninger og på nethandel. Vi regner derfor med at fastholde vores markedsandel tæt på det nuværende niveau,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark.

Koncernen kan til gengæld glæde sig over, at der ifølge prognosen ikke er udsigt til at blive overhalet af Dansk Supermarked, som vil vokse mindre end forventet i den forrige prognose.

"Forudsætningerne har ændret sig. Planloven er blevet moderniseret og ikke liberaliseret. Det betyder, at der ikke er samme mulighed for at bygge flere Bilka varehuse," siger Henning Bahr.

Til gengæld forudser prognosen, at Føtex-kæden vil få en halv snes nye butikker og øge markedsandelen fra 11,6 til 13 pct. i 2025.

Danskerne holder igen med discount

Pengene fosser ud af tysk discountkæde i Danmark

Dansk Supermarkeds dagligvarekæder rammer bunden i ny tilfredshedsmåling

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også