Rema 1000 har nu 10.000 ansatte

Discountkæden har i løbet af 2016 åbnet 14 nye butikker og fået ca. 500 nye medarbejdere. Der er dog stadig et stykke vej op til de største spillere på markedet.

Siden Rema 1000 slog dørene op til kædens første danske butik for 22 år siden, er forretningen vokset stabilt, og i takt med det er flere nye medarbejdere budt velkommen.

Nu kan Rema 1000 meddele, at medarbejder nr. 10.000 har fået en buket velkomstblomster. De 10.000 medarbejdere fordeler sig i 282 butikker og på hovedkontoret i Horsens, der beskæftiger ca. 850 medarbejdere.

Fremgangen stopper dog ikke her, hvis det står til Henrik Burkal:

"Vi går ydmygt og rentabelt til værks med ambitionen om at blive Danmarks største dagligvarekæde," siger Henrik Burkal i en pressemeddelelse. Han forventer, at Rema 1000 åbner yderligere 15-25 nye butikker næste år. 

Det danske discountmarked

Der er forskel på, hvordan discountbutikkerne definerer antallet af medarbejdere. Nogle medregner flaskedrenge og deltidsansatte, mens andre ikke gør. Nedenfor kan du se butikkernes egne opgørelser over antallet af butikker og medarbejdere.

Fakta har 412 butikker og ca. 8.500 medarbejdere (tal fra august 2016)

Kiwi har 101 butikker og ca. 2.400 medarbejdere i Danmark (oktober 2016)

Netto har 460 butikker og ca. 15.000 medarbejdere (oplyst til FødevareWatch i november 2016)

Aldi har over 220 butikker og ca. 2.000 medarbejdere i Danmark (tal fra maj 2016)

Lidl har 105 butikker og ca. 2.250 medarbejdere i Danmark (tal fra november 2016)

Rema 1000 har 282 butikker og ca. 10.000 medarbejdere i Danamrk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også