Danske familier kaster flere penge efter øko-babymad

På bare fire år er salget af konserveret økologisk babymad steget med knap 26 mio. kr. Men mængden, der bliver solgt, er kun steget med ganske lidt. Danskerne er blevet mere villige til at købe dyrere varer til familiens yngste, lyder forklaringen.

Børnefamilier er i stigende grad villige til at lægge ekstra guld i supermarkedernes kiste, når de shopper økologisk mad til de mindste poder. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Her viser en opgørelse fra 2011 til 2015, at der på få år er sket en markant udvikling i, hvor mange penge der bliver brugt på konserveret økologisk babymad. Det til trods for, at mængden der bliver købt, overordnet set kun er steget en anelse fra 909 tons i 2011 til 1.075 tons sidste år, dog med udsving mellem de enkelte år.

Sammenligner man med, hvor mange penge, der er blevet brugt til næsten samme mængde babymad, er det steget fra 60,8 mio. kr. i 2011 til 86,4 mio. kr. i 2015.

Ifølge Martin Lundø, chefkonsulent i Danmarks Statistik, skyldes udviklingen muligvis, at der er blevet skiftet nogle mærker ud i detailhandlen, så der er kommet nogle dyrere mærker ind.

"Det kan være en forklaring. Babymad i glas fås jo i mange forskellige prisklasser, så hvis der pludseligt bliver lanceret et dyrere mærke, eller et supermarked, der har højere priser på babymad, udvider på det økologiske marked, jamen så kan gennemsnitspriserne også stige," siger Martin Lundø.

Ser man på udviklingen over de seneste 10 år, er mængden af konserveret økologisk babymad, der bliver solgt, steget fra 426 tons i 2005. Det svarer til en stigning på 152,4 pct. I samme periode blev der solgt for 243,9 pct. mere i kroner og øre - fra 25,1 mio. kr. i 2005.

"Der er en pæn stigning. Men man skal huske, at det ikke er en af de kæmpestore varegrupper, så udviklingen er mere følsom. Derfor kan vi godt se nogle udsving, hvis eks. et supermarked skifter varer ud. Det er klart. Så jeg ville ikke lægge alt for meget i stigningerne på så lille en varegruppe. Men alt andet lige er det et udtryk for, at økologisk babymad i glas er blevet dyrere."

Martin Lundø påpeger også, at konserves til dels er en lagervare. Det betyder, der kan ske nogle forskydninger i forbindelse med supermarkedernes indkøb og i forbindelse med eventuelle særlige godkendelser i forhold til babymadens næringsindhold, som kan medføre, at salget kan stige, hvis der er et mærke, der pludseligt er kommet ind på markedet.

Villige til at betale mere

Udviklingen afspejler sig i Coops kæder, hvor der i en årrække har været et "stærkt stigende salg af økologisk børnemad," ifølge informationsdirektør Jens Juul Nielsen. Han har dog ikke konkrete tal for den årlige udvikling eller specifikt for konserves.

I 2015 udgjorde salget af økologisk børnemad samlet 40 pct. af omsætningen for maden til poderne ifølge hans oplysninger. Til sammenligning lå landsgennemsnittet for den økologiske andel af omsætningen for detailhandlen på 8,4 pct.

I Dansk Supermarked, der står bag supermarkedskæder som Føtex, Bilka og Netto, oplever man også, at kunderne inden for de seneste par år er skiftet til et økologiske babymad-produkt frem for en konventionel variant,  der har en  højere gennemsnit pris og værdi. Det fortæller Susan Bähring, Category Manager i Dansk Supermarked.

"Salget er bestemt eskaleret. Ser du bare et par år tilbage var økologisk babymad generelt ikke eftertragtet på samme måde, som det er i dag. Vi ser bare, at kunderne er blevet villige til at betale en højere pris for et tilsvarende produkt, der er økologisk," fortæller hun.

Lancerer nye produkter for at imødekomme efterspørgslen

I Dansk Supermarked kategoriserer man dog ikke babymaden som konserves eller andet, men inddeler produkterne i kategorierne wet, dry eller formula. Sidstnævnte dækker over varianter af modermælkserstatning, og det er især her, at Susan Bähring ser den absolut største vækst inden for økologisk mad til de helt små. Generelt er der dog vækst i de dyrere varianter i alle kategorierne.

Blandt andet for at imødekomme den stigende efterspørgsel på økologiske kvalitetsprodukter, lancerer Dansk Supermarked flere nye økologiske produkter såsom "Ella's Kitchen" i uge 41 med op til 33 nye produkter. Samme linje blev introduceret for mindre end et år siden i Coop.

Hvor stor en andel det økologiske salg af babymad udgør af omsætningen i forhold til konventionelle produkter, har Susan Bähring ikke umiddelbart en opgørelse over. Det ligger dog "markant" over detailindustriens overordnede gennemsnit for økologi, og hun er ikke i tvivl om, at det bevæger sig stejlt opad.

Hun understreger også, at det ikke kun er inden for det økologiske babymad, altså både konserves og andet, at der er vækst. Også inden for økologiske snacks til babyer såsom majspops er markedet i kraftig vækst.

"Der er bare en større villighed til at gå skridtet videre, når man shopper mad til sine børn."

Smoothies til små børn er blevet en gigantforretning

Børnefamilierne spenderer stort på økologi

Arla lancerer økologisk grød 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også