Salling Group lukker discountsatsning

Levetiden for dagligvarekoncernens Basalt-kæde blev dermed ikke mere end syv måneder. Nogle butikker omdannes til Netto - andre lukkes.
"Det har været en kæmpesucces, men vi må erkende, at vi ikke kan holde de lave priser med de afgifter, vi har i Danmark. Vi har lukket grænsepriserne ned og skabt et nyt univers, der hedder ”vilde tilbud”,” udtalte Henrik Nielsen, kædechef i Basalt, tidligere på året. | Foto: Louise Reseke/detailwatch
"Det har været en kæmpesucces, men vi må erkende, at vi ikke kan holde de lave priser med de afgifter, vi har i Danmark. Vi har lukket grænsepriserne ned og skabt et nyt univers, der hedder ”vilde tilbud”,” udtalte Henrik Nielsen, kædechef i Basalt, tidligere på året. | Foto: Louise Reseke/detailwatch

Danmarks største dagligvarekoncern lukker sin discountsatsning i form af kæden Basalt. 

Dermed fik kæden kun syv måneders levetid, fortæller Salling Group i en pressemeddelelse.

”Jeg er stolt af, hvordan vi på rekordtid lancerede et koncept, der tilbød kunderne en langt billigere indkøbskurv end noget andet sted i Danmark. Det ligger dybt i vores dna at have fokus på at løse kundernes vigtigste udfordringer ved hjælp af nye, innovative tiltag, og vi vil også fremadrettet teste nye løsninger, som alle vil være målrettet at forbedre kundernes hverdag,” lyder det fra Salling Groups kommende adm. direktør, Anders Hagh, i meddelelsen. 

Han bakkes op af Basalts kædechef, Henrik Nielsen, der gør konkluderer på testen af forretningerne:

”Basalt har indfriet forventningerne på rigtig mange måder. Vi har overholdt vores prisløfte og sikret kunderne dagligvarer til markedets klart laveste priser, men vi kan se, at kunderne foretrækker tilbud fremfor at handle basisvarer ét sted til faste lave priser. Og så er det tydeligt, at nu, hvor temperaturerne stiger, og sommeren er på vej, at vi med ambitionen om et minimalt energiforbrug får svært ved at imødekomme den naturlige efterspørgsel på bl.a. kølede varer,” siger han i meddelelsen.

Nyheden kommer blot et par uger efter, at Salling Group meddelte, at man fortsatte med at teste butikkerne gennem 2023 og desuden stod til at åbne to butikker i henholdsvis Greve og Nakskov. Disse butiksåbninger annulleres, skriver Salling Group, mens de øvrige lukker ned i de kommende måneder. 

Langt de fleste af butikkerne vil i den kommende til blive omdannet til Netto-butikker, herunder i Odense, Kastrup, Glostrup og Næstved. Medarbejderne får enten lov til at blive på de pågældende adresser eller bliver tilbudt nye muligheder i nærliggende Netto-butikker, skriver Salling Group.

I Viby, Helsingør, Fredericia og Hjørring vil butikkerne ikke åbne igen. 

Basalt-kæden opstod i efteråret 2022 som svar på inflationskrisen, der havde fået flere forbrugere til at søge mod discountbutikkerne. Siden er kæden, der udelukkende sælger et komprimeret udvalg af de mest basale varer - deraf navnet - vokset til ti butikker. 

Ifølge kædechef Henrik Nielsen tager man dog en hel del læring med fra åbningen af Basalt-kæden: 

”Vi tager en enorm læring med os videre fra Basalt, som vi kan bruge på tværs af hele Salling Group. Både hvad angår effektiv drift og energiforbrug. Lokalt har man taget rigtig godt imod Balsalt, men vi ved også, at Netto har været savnet. Derfor glæder vi os til at åbne op i nye, opdaterede rammer,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter