Ved årsskiftet udløb dagligvarekoncernen Salling Groups prisloft på op mod 300 varer.
Dette har dog indtil videre ikke betydet, at priserne på de pågældende varer er steget, viser et tjek af Bilka og Føtex’ priser online af prisovervågningstjenesten Beepr. Det skriver mediet Dagligvarehandlen.
Salling Group har ikke tænkt sig at forlænge prisloftet, der i første omgang løb fra marts til slut oktober, men blev forlænget året ud, fortæller kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen.
”Vi indførte som de eneste i branchen et reelt prisloft på en lang rækker varer. Prisloftet var altså et ekstraordinært indgreb i en ekstraordinær tid. Nu ser vi ind i en mere stabil tid med forventet aftagende inflation, og derfor er prisloftet udløbet,” skriver han i en mail til Dagligvarehandlen.
Henrik Vinther Olesen ønsker ikke at kommentere, hvor meget prisloftet har kostet koncernen at indføre.
(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie, DetailWatch.)