Kaffekæde politianmeldt for ikke at tage imod kontanter

Forbrugerombudsmanden har meldt Original Coffee til politiet, fordi den har afvist at tage imod kontanter.
Foto: Simon Fals/Ritzau Scanpix
Foto: Simon Fals/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er ulovligt, hvis en forretning ikke tager imod kontanter i tidsrummet fra 06.00 til 22.00.

Det siger betalingsloven, og derfor har Forbrugerombudsmanden anmeldt den københavnske cafékæde Original Coffee til politiet.

Det sker, efter at nogle af kædens kunder har klaget til Forbrugerombudsmanden over, at de ikke kunne få lov at betale kontant.

Begrundelsen lød, at caféen ikke havde byttepenge, og at man på grund af indbrud ikke modtog kontanter.

Original Coffee har til Forbrugerombudsmanden desuden oplyst, at beslutningen om at droppe kontanter blev taget for at mindske smittefaren i forbindelse med coronaepidemien.

Både de og de øvrige grunde afvises dog af forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen:

”Som udgangspunkt skal alle tage imod kontant betaling, medmindre der kun er selvbetjening, eller man handler på nettet. Virksomheder kan ikke tilsidesætte kontantreglen af frygt for indbrud, corona eller andre årsager,” siger hun i en pressemeddelelse.

Original Coffee, der driver 11 kaffebarer i København, Hellerup og på Frederiksberg, har efterfølgende meddelt, at man fremover vil tage imod kontant betaling.

Men selskabets administrerende direktør, Jonas Skovsted-Overgaard, kunne godt ønske sig, at reglerne med tiden bliver lavet om.

”Jeg har et stort håb om, at vi kommer derhen, hvor de er i Sverige, hvor det er muligt som erhvervsdrivende selv at vælge, om man enten vil tage imod kort eller kontanter,” siger direktøren.

Han tilføjer:

”Selv om der er nogle gæster, der har været kede af, at de ikke kunne betale kontant, så har vi fået rigtigt mange positive tilkendegivelser fra andre gæster og vores personale, fordi vi har forsøgt at nedbringe smittefaren.”

Han ville gerne slippe for besværet med håndtering af kontanter og de ekstra udgifter, det medfører.

” Der er ikke særligt mange banker, der vil have kontanter, så det bliver sværere og sværere for os at komme af med dem. Og det koster os et par hundrede tusinde kroner om året,” siger Jonas Skovsted-Overgaard.

Kaffekæden er ikke den eneste, der har fået besked på at ændre praksis.

En burgerkæde, der nu er gået konkurs, samt en isbutik er også blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden, efter at kunder har fået besked på, at de kun kan bruge betalingskort.

En række restaurationer, der fulgte samme praksis, er sluppet med en reprimande.

(Opdateret kl. 12.20 med citater fra Jonas Skocsted-Overgaard.)

Espresso House vil være mere synlig i mindre byer

Høje kaffepriser giver dybe panderynker: ”Har aldrig oplevet noget lignende”

Espresso House jagter sidste bid af plantebaseret ambition

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter