Regeringen vil have, at kunder så vidt muligt skal kunne vaske eller afspritte hænder i butikker landet over.
Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag aften.
"Der skal være plads nok. Kunderne skal kunne vaske hænder og spritte af. Der skal være god afstand både i køerne, og når man kigger på varer," siger statsministeren.
Kravet er blot et af de tiltag, som Mette Frederiksen tirsdag aften præsenterer på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.
Natklubber, fitnesscentre, frisører, solcentre, tatovører, frisører, vandpibecaféer og andre butikker, hvor personer kommer i tæt kontakt, skal lukke.
Fødevarebutikker er undtaget og vil fortsat være åbne, oplyser statsministeren.