Detailkæder: Vi vil ikke måle vores indkøbere på bæredygtighed

Coop og Dagrofa vil ikke bruge bæredygtighed som et parameter i vurderingen af indkøberne. Det handler primært om at skaffe varer, som kunderne gider købe, lyder det.

Detailhandlen tager ikke stort nok ansvar i forhold til bæredygtig produktion.

Sådan lyder kritikken fra Allan Feldt, der er ejer af den lollandske juiceproducent Seimei og grundlægger af Aqua d'or.

Aqua d'ors stifter er gået all-in på bæredygtig juiceproduktion - men detailhandlen er tung at danse med

"Der er stort set ingen danske økologiske juicer på hylderne i dagligvarehandlen, og det undrer mig, at man er så prisfikseret, at man er komplet ligeglad med miljøet og CSR-værdierne, som ellers er så vigtige for ledelserne i detailhandlen," siger Allan Feldt torsdag til FødevareWatch.

Han mener, at bæredygtighed bør være et parameter på linje med pris, når indkøberne i dagligvarekæderne skal bedømmes.

Det bliver dog afvist af detailkæderne Coop og Dagrofa.

"Vores indkøbere bliver ikke målt på, hvor bæredygtigt de handler. De bliver til gengældt målt på, hvordan de udvikler sortimentet, om vi får noget, som vores konkurrenter ikke har, om det er unikt og lever op til vores strategi om bedre mad, som har seks pejleområder. Det vigtigste er selvfølgelig, at vi har varer, som kunderne gider købe, og som vi kan have en fornuftig indtjening på," siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Heller ikke hos Dagrofa, der driver kæderne Meny, Spar og Min Købmand, bliver indkøberne målt på, hvor miljøbelastende producenterne arbejder.

"Bæredygtighed indgår i vores bedømmelse generelt, men ikke som en specifik parameter for vores indkøber. Det kunne godt fylde mere," siger CSR-chef Mogens Werge.

Salling Group har ikke ønsket at deltage i artiklen, mens Rema 1000 ikke er vendt tilbage på forespørgslen inden deadline.

Coop: Proucenterne skal gribe i egen barm

Tidligere har Tore Jørgensen, ejer af Herslev Bryghus, udtalt samme kritik af detailkæderne.

"I Herslev Bryghus vil vi gerne påtage os et ansvar, og det ville også klæde detailkæderne at tage et større ansvar. Og det behøver ikke gå ud over indtjeningen. Vi har høje etiske mål, men vi har så sandelig også økonomiske mål, så det er ikke bare filantropi," sagde han i november 2018 til FødevareWatch.

Selvom indkøberne ikke har bæredygtighed som et målbart parameter, er hverken Coop eller Dagrofa enige i udsagnet om, at de ikke tager nok ansvar for at fremme bæredygtig produktion.

Ifølge Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, er udbredelsen af økologi et eksempel på, at detailkæderne i Danmark har taget et stort ansvar.

"Økologi er i høj grad et af vores hovedindsatsområder, og der er vi blandt de førende i både Danmark og i verden. Vi eftersøger hele tiden producenter, der kan gå nye veje, men det er ikke nok. Det skal også være produkter, som kunderne gider at købe, og som derfor sælges til en fornuftig pris."

Coop har taget et stort ansvar for at fremme økologien i Danmark. Er det så ikke også nu, I skal tage et ansvar for at udbrede fødevarer, som er mindre klimabelastende, end dem vi kender?

"Jo, det vil vi meget gerne. Men det kræver, at vi har nogle producenter, der laver nogle produkter, som forbrugerne vil købe. Der skal man først og fremmest som producent gribe i egen barm."

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop. | Foto: PR/Coop
Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop. | Foto: PR/Coop

Kigger I på, hvor stor klimabelastningen er hos producenten?

"Det gør vi, hvis det kan forklares over for vores kunder. Det skal være meningsfyldt for dem, for oftest er der en merpris, som ingen vil betale, hvis der ikke er nogen grund til det. Der er ikke nogen, der arbejder mere på at fremme ansvarligt producerede varer end os."

Har I som detailkæder ikke et stort ansvar for, at produkterne bliver produceret så bæredygtigt og miljøvenligt som muligt?

"Jo, og det er også derfor, at vi gør så meget for at fremme det. Det gør vi blandt andet, når producenterne formår at markedsføre dem og gøre opmærksom på de særlige kvaliteter. Vi har selv gennem de seneste 25-30 år gjort meget for at forklare fordelene ved økologi. Det har kun ladet sig gøre, fordi der er dygtige producenter, der har gjort en indsats. Vejen er altså vist. Den eneste måde, man ikke skal gøre det på, er at klage sin nød over, at det er nogen andres skyld."

Har Seimei en pointe i kritikken af, at Coop og andre detailkæder køber juice fra Holland, når der er et mere bæredygtigt alternativ i Danmark?

"Jeg vil ikke gå ind i diskussioner med konkrete leverandører. Generelt vil jeg godt sige, at det afgørende er, at man som producent skal kunne forklare, hvorfor det er en god idé at købe et bestemt produkt. Det er en god idé at gøre meget så bæredygtigt som muligt, men det giver først og fremmest kommercielt mening, når man gør forbrugerne opmærksom på det og for skabt en præference for sit eget produkt. Når der er det, så er vejen også åbnet til butikkerne."

Dagrofa: En interessant diskussion

Også hos Dagrofa er førsteprioriteten at aflæse, hvad forbrugerne vil købe.

"Vi forsøger at se det ud fra kundens synspunkt. Hvis der er en stor efterspørgsel efter noget, så er man da en dårlig indkøber, hvis man ikke aflæser det. Omvendt er man også en dårlig indkøber, hvis der er produkter på hylderne, som der ikke er afsætning i," siger CSR-chef, Mogens Werge.

Han fortæller, at han som CSR-chef gerne så, at det var et emne, som oftere blev diskuteret internt i organisationerne.

"Diskussionen om, hvorvidt bæredygtighed indgår i bonusordninger helt fra toppen og ned igennem systemet, synes jeg er interessant. Det gælder i alle brancher. Men at slå ned på en indkøber synes jeg ikke er rimeligt. "

Tager I som detailkæde stort nok ansvar i forhold til, at forbrugerne kan købe bæredygtigt?

"Helt afgjort. Vi har verdens højeste andel af økologi i Danmark, og det er et udtryk for, der bliver gjort meget. Men vi kan gøre mere, og jeg synes, det er en spændende diskussion, der dog har mange nuancer. For det er ikke sådan, at hvis vi bare stiller en vare på hylderne, at den så sælger automatisk."

Detailkoncerner vil ikke løfte klimapegefingeren overfor forbrugere

Fremtrædende fødevareproducenter: "Det vil klæde detailkæderne at tage et større ansvar"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også