Den britiske supermarkedskæde Tesco slog analytikerforventningerne til julesalget med bred margin. Kæden, der er landets største, opnåede en salgsfremgang i britiske butikker, der har været åbne i mindst et år, på 2,2 pct. Til sammenligning havde analytikere ifølge Bloomberg News ventet en fremgang på 1,1 pct. i perioden, der dækker salget i seks uger frem til den 5. januar.
Medregnes Tescos salg i tredje kvartal, steg omsætningen i butikker, der har været åbne i mindst et år, med 1,2 pct.
Adm. direktør i Tesco Dave Lewis siger i en meddelelse, at Tesco på baggrund af salgsudviklingen i den grad er på vej til at indfri planerne for regnskabsåret 2018/19.
Han siger desuden, at Tescos vækst i julehandelen overstiger markedsvæksten.
Tescos salg i Irland var uændret i de 19 uger, der omfattede tredje kvartal og julehandelen, mens salget i Centraleuropa og Asien bakkede med henholdsvis 2,8 pct. og 6,2 pct.
Samlet voksede supermarkedsgruppens salg med 0,8 pct. i de 19 uger frem til den 5. januar.
Britiske supermarkeder stiger efter godt julesalg
Aldis britiske salg eksploderede i juleuge
Tesco-topfolk renset for bedragerianklager