Just Eat får børssmæk efter planer om større investeringer

Børsmarkedet brød sig ikke om investeringsplaner fra Just Eat i halvårsmeddelelsen.
Foto: Gorm Olesen
Foto: Gorm Olesen
AF RITZAU FINANS

Fastfoodportalen Just Eat får smæk på børsen tirsdag, efter at selskabet har fremlagt regnskabet for første halvår af 2018, hvori der indgår højere investeringsplaner, en opjustering af forventningerne til omsætningen for hele året samt uændrede underliggende EBITDA-forventninger.

Investeringsplanerne er blevet øget til mellem 55 og 60 mio. pund fra tidligere 50 mio. pund, fremgår det af en pressemeddelelse på selskabets hjemmeside.

Ifølge Financial Times er det øget konkurrence på det britiske marked fra blandt andet Ubereats og Deliveroo, der får selskabet til at øge investeringsplanerne.

Sammen med en opjustering af investeringerne er der også kommet en opjustering af forventningerne til omsætningen i 2018.

Der ventes nu en omsætning på 740-770 mio. pund mod tidligere 660-700 mio. pund. Det underliggende driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, ventes fortsat at lande på mellem 165 og 185 mio. pund.

Selskabet har i første halvår af 2018 modtaget omkring 30 pct. flere ordrer end i samme periode sidste år, og samtidig er omsætningen steget til 358,4 mio. pund fra 246,6 mio. pund i samme periode sidste år.

Resultatet før skat bakkede i halvåret 3 pct. til 48,1 mio. pund grundet købet af Hungryhouse.

"Jeg er tilfreds med den stærke start på året, og jeg er begejstret for vores mulighed for at hjælpe mange flere mennesker med at nyde deres take away-øjeblikke gennem vores platformer," siger Peter Plumb, der er administrerende direktør i Just Eat, i meddelelsen.

Investorerne virker dog bekymrede for investeringsplanerne, og Just Eat-aktien var faldet 5,7 pct. ved middagstid tirsdag.

Just Eat går efter kæderne i Danmark

Dansk konkurrent til Just-Eat vil starte motoren i hovedstaden

Just Eat: Flere bestillinger gav markant større omsætning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også