13 smittet med leverbetændelse efter at have spist dadler

Fødevarestyrelsen frygter, at flere er smittet med leverbetændelse efter at have spist inficerede dadler.
Foto: Thomas Willman/Ritzau/Arkiv
Foto: Thomas Willman/Ritzau/Arkiv
AF RITZAU

Opdateret 15:48.

13 forbrugere er smittet med hepatitis A – også kaldet leverbetændelse – efter at have spist dadler fra Iran købt i Rema 1000, oplyser Fødevarestyrelsen.

Dadlerne er efter opdagelsen tilbagekaldt. Men Statens Serum Institut (SSI) forventer, at der kommer flere patienter end de 13. 

"Vi forventer fortsat, at der kommer flere patienter, da der går omkring fire uger, fra man har spist de forurenede dadler, til man eventuelt bliver syg med hepatitis A," siger Luise Müller, epidemiolog på Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

"Vi tror, at en del danskere kan have spist dadler hen over julen og muligvis i januar måned," lyder det videre.

De smittede er otte kvinder og fem mænd i alderen 17-79 år. De er blevet syge fra december 2017 og frem.

Patienterne er bosat over hele landet, og 12 har været indlagt, oplyser Statens Serum Institut.

For at undersøge smittekilden til udbruddet, har Statens Serum Institut udført omfattende interviews med patienterne samt lavet en såkaldt case-kontrol-undersøgelse. 

Under interviewene, kom dadler, som flere af patienterne fortalte, at de havde spist, under mistanke.

Hvis man har købt iranske dadler fra Rema 1000, opfordrer Fødevarestyrelsen kraftigt til, at man ikke spiser dem, indtil styrelsen har det fulde billede.

Fødevarestyrelsen er i fuld gang med yderligere undersøgelser og opsporing af de berørte partier af dadler. 

"Vi melder ud, så snart vi ved mere," lyder det i en pressemeddelelse.

Hepatitis A smitter især via mad eller drikkevand, der er blevet forurenet med virus fra menneskelig afføring. 

Sygdommen er sjælden i Danmark, men i den aktuelle situation er patienterne smittet i Danmark.

De fleste hepatitis A-tilfælde har et mildt forløb med ukarakteristiske symptomer som feber, kvalme, mavesmerter og diarré samt gulfarvning af huden og det hvide i øjnene.

Mange danskere er vaccineret mod hepatitis A i forbindelse med rejser til udlandet, oplyser Fødevarestyrelsen.

Populær i Danmark: Dagligvarekædes omdømme styrtdykker i hjemlandet 

Rema topper liste over bedst omtalte brands

Anholdelser og virksomhedslukning ved aktion i aarhusiansk bazar

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også