Over 3 mio. dokumenter skal gennemgås i svindelsagen mod den britiske bagerkæde Patisserie Valerie, og sagen vil som følge deraf først komme for en domstol i 2026.
Det skriver The Guardian i kølvandet på en høring, der fandt sted torsdag i Southwark Crown Court, hvor sagen blev sat til at tage sin begyndelse i foråret 2026 og dermed også næsten otte år efter, at økonomisk rod førte til bagerkædens kollaps.
Ifølge avisen er fire personer herunder selskabets tidligere direktør sigtet for svindel. Sigtelsen drejer sig blandt andet om fem tilfælde af bedrageri ved falsk fremstilling, et tilfælde af sammensværgelse til bedrageri og et tilfælde af fremstilling eller levering af dokumenter brugt til bedrageri.
Revisor: Skandaleramt bagerkæde skylder næsten en milliard
Tidligere har der også været forlydender om, at der skal være skjult gæld på 10 mio. pund i selskabet.
Da Patisserie Valerie i 2019 kollapsede, betød det lukningen af bagerkædens omkring 200 britiske cafeer samt afskedigelsen af selskabets omkring 900 medarbejdere.
Kæden havde, da den stadig levede, hjemme i Birmingham, hvor dens historie strakte sig tilbage til 1926.