Grønne retter og dansk gastronomi sikrer Sticks'n'Sushi succes i Tyskland

Sushi pakket ind i en dansk kvalitetsudgave har vist sig at være en god forretning for Sticks'n'Sushi. Nu arbejder kæden på endnu flere åbninger på det tyske marked. "Men i fremtiden er alle destinationer indenfor to timer i fly af London, Berlin og København interessante," siger topchef.
Andreas Karlsson, adm. direktør i Sticks'n'Sushi. | Foto: Sticks'n'Sushi / PR
Andreas Karlsson, adm. direktør i Sticks'n'Sushi. | Foto: Sticks'n'Sushi / PR

Sætter man spidsen af en passer i enten i London, København eller Berlin og trækker det andet ben i en cirkel på to timers flyvetur rundt om storbyerne, så er der en stor chance for, at der i fremtiden vil kunne ligge en Sticks'n'Sushi.

Men for nu vil Sticks'n'Sushi skabe en klynge af restauranter i Berlin, som sushikæden har gjort i London. Berlinerne har nemlig lært kæden at kende, og kæden har nu lært tyskerne af kende.

"Vi vil sikre, at de i Berlin ved, hvem vi er, før vi rykker ud til de næste byer. Lige nu er den tredje restaurant i gang med at blive færdiggjort, og vi kunne godt tænke os en fjerde og måske endda en femte, så vi skaber en klynge af restauranter i byen," siger Andreas Karlsson, der er adm. direktør i Sticks'n'Sushi.

Sticks'n'Sushi åbnede sin første restaurant i Berlin i 2017. Netop nu er den tredje restaurant ved at være færdig og klar til åbning. Af mulige nye byer nævner Andreas Karlsson Hamborg, Düsseldorf og Frankfurt.

"Det er klart, at vi vil blive ved med at vokse på det tyske marked i samme hastighed, som vi vokser i Storbritannien. Vi har ikke et mål for, at den tyske forretning skal være en bestemt størrelse. Hvis vi fokuserer for meget på det ene marked, så går det ud over et andet. Det er dyrt at åbne nye restauranter, og vi skal sørge for, at hele forretningen harmonerer." 

Sticks'n'Sushi har ni restauranter i Storbritannien. To af dem ligger uden for London i Cambridge og Oxford.

"Men i fremtiden er alle destinationer indenfor to timer i fly af London, Berlin og København interessante," siger Andreas Karlsson.

Flere drikkevarer og mere vegetarisk

Det er dog ikke nemt at starte et mindre restaurantimperium op på et nyt marked.

Andreas Karlsson fortæller, at da Sticks'n'Sushi startede i Berlin i 2017, overraskede det ham, hvor svært det var at komme i gang.

"Vi havde lige gjort det i London, så vi havde masser af selvtillid. Men det blev ikke en succes fra dag et. Nu kan vi se, at de tyske forbrugere lige skulle lære os at kende. Konceptet er ikke anderledes i Tyskland end i København og London, men de bruger os anderledes," siger Andreas Karlsson.

Foto: Sticks'n'Sushi / PR
Foto: Sticks'n'Sushi / PR

Tyskerne bruger Sticks'n'Sushi mere til frokost end på de andre markeder. Og så køber de flere drikkevarer, når de besøger restauranten.

Samtidig er Tyskland det land i Europa, der er længst fremme i skoene, når det gælder plantebaseret mad og grønne alternativer. Især i det hippe Berlin er det noget, der giver Sticks'n'Sushi mulighed for at få en større forståelse for, hvordan kædens menukort kan udvikles.

"Den grønne side af vores menu er mere populær i Berlin. Den tyske gæst er mere opmærksom og åben over for den grønne linje. Det eksperimenterer vi meget med, da vi har et godt grønt udvalg, men der er også flere af vores proteinrige retter, der kan skiftes ud eller kombineres med grønnere alternativer," siger Andreas Karlsson.  

Den danske og japanske fortælling skal gå hånd i hånd

Udover de grønne retter er der to andre parametre, der har skabt grobund for succes for Sticks'n'Sushi.

Den ene er, at asiatisk og japansk mad vinder frem i Tyskland. Den er det ophav restaurantkæden er skabt af.

"Gæsterne ved, at vi er fra København. Det er meget vigtigt for os, at det er en del af historien. Jeg er selv svensker, og jeg kan sige, at jeg er meget misundelig på det ry den danske madkultur og gastronomi har fået. Så i Tyskland er det et af de første budskaber vores gæster vil møde: At vi er fra København," siger Andreas Karlsson.

Han fortæller videre, at den danske historie for en restaurant ikke kun handler om Noma, Geranium og de andre Michelin-restauranter, der skabte det nordiske køkken.  

"Fortællingen om gastronomien i Danmark bliver i udlandet koblet sammen med de store designvirksomheder som Arne Jacobsen. Når du tager den fortælling og kombinerer den med japansk kvalitet og håndværk, så har du et utrolig godt udgangspunkt," siger Andreas Karlsson.

Mad ud af huset sikrer rekordresultat i sushikæde

Sticks'n'sushi-ejer foretager generationsskifte: Henter tidligere TDC-direktør

Britisk fragtkaos rammer dansk sushikæde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter