Flere bookede bord på restaurant i maj end de seneste år

Bookingportal fik over 1,1 million bookinger på restauranter i maj. Det er højere end i 2020, 2019 og 2018.
Foto: Pexels
Foto: Pexels
af ritzau

Genåbningen af landets restauranter har tilsyneladende fået borgerne til at flokkes ud for at spise.

Bookingportalen DinnerBooking modtog i maj 1,12 millioner bookinger på restauranter landet over, oplyser portalen i en pressemeddelelse. DinnerBooking administrerer bordbestillinger for over 800 restauranter.

Det er en del højere end i de varme måneder i 2020, hvor der i gennemsnit blev lavet 850.000 bookinger per måned fra juni til oktober.

Og ser man på 2019 og 2018, hvor der altså ikke var coronavirus til stede i samfundet, var der også færre, der bookede bord. I maj 2019 bookede lidt over en million borgere bord på restauranter gennem DinnerBooking, mens det i maj 2018 var 967.000.

"Det er skønt, at gæsterne støtter op om restauranterne, særligt når branchen har været så hårdt ramt. Her er bookingerne kun steget efter genåbningen, som er et klart udtryk for, at danskerne hungrer efter gode spiseoplevelser," siger Sofja Sivertsev, der er kommunikationsansvarlig hos DinnerBooking.

Storms Pakhus i Odense, hvor man kan få street food, var det sted, hvor flest bookede plads i maj.

Også hos Sebastopol i København ville mange gerne spise. Her modtog man 17.000 spisende gæster, og restauratør bag, Tommy Juhl Jepsen, fortæller, at der var ekstra travlt.

"Vi har haft run på, og stemningen har samtidig været helt i top. Vi har et udendørsområde, hvor vi kan betjene en masse gæster under forsvarlige forhold. Dertil har vores personale glædet sig til at komme tilbage," udtaler han.

Det var i april, at restauranter igen fik lov at slå dørene op for spisende gæster.

De er dog stadig underlagt en række restriktioner. Eksempelvis skal restauranter, caféer og barer senest lukke klokken 23. Det er også begrænset, hvor mange gæster der må lukkes ind, og man skal kunne fremvise en negativ coronatest, hvis man sidder indenfor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter