McDonald’s vil fokusere på, at burgerkædens mad forbliver økonomisk overkommelig for forbrugere, hvis pengepunge har været hårdt ramte af de seneste års inflation. Det siger selskabets direktør Chris Kempczinski i kølvandet af, at McDonald’s rapporterede en lavere salgsvækst i første kvartal end forventet.
Det skriver Wall Street Journal.
Kempczinski påpegede i et opkald med investorer, at burgerkæden er nødt til at være ”laserfokuseret på overkommelige priser”, da selskabet er ved at miste sin ledende position i forhold til mad for pengene på flere markeder. Salgsvæksten lå på 1,9 pct. i de første tre måneder af 2024, mens omsætningen mødte analytikeres forventninger og samlet lå på 6,2 mia. dollar globalt.
McDonald’s forretning presses også af konflikten i Mellemøsten. Det skyldes, at flere forbrugere har boykottet burgerkæden som følge af, at McDonald’s-franchisetageren i Israel annoncerede, at burgerkæden ville donere måltider til den israelske hær efter Hamas’ angreb på landet i oktober.
Burgerkæden ser allerede tegn på, at forretningen i Mellemøsten er i bedring, men forventer først, at den er helt på fode igen, når konflikten aftager. McDonald’s har tidligere på måneden meddelt, at det vil opkøbe selskabets mangeårige franchisetager i Israel og overtage kædens 225 restauranter og dens 5000 ansatte i landet, skriver Wall Street Journal.