Target lukker butikker i storbyer på grund af tyveri

Amerikansk dagligvarekæde tager konsekvensen af stigende kriminalitet.
Foto: Jonathan Alcorn/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Jonathan Alcorn/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den amerikanske detailkæde Target har valgt at lukke butikker i storbyer såsom New York City, Seattle, San Francisco og Portland på grund af en stigning i niveauet af tyverier og af hensyn til sine kunders og medarbejderes sikkerhed. 

Det skriver Wall Street Journal. 

Der er kun tale om ni butikker spredt ud over de fire byer, men lukningerne er sigende for de skridt, ledere i stigende grad er nødt til at tage for at beskytte deres forretninger i USA. Forretningsdrivende har blandt andet været nødsaget til at låse varer fast til hylder, hyre sikkerhedspersonale og lukke udvalgte butikker, der har været hårdt ramt af det forhøjede niveau af tyverier.

Ifølge Wall Street Journal har Target meddelt, at stigningen i kriminalitet, som butikkerne har været udsat for, vil gøre indhug i selskabets omsætning i år. Selskabet forudså i forbindelse med offentliggørelsen af sit regnskab for første kvartal af 2023, at svind, der både tæller tyveri såvel som tab fra ødelagte varer, vil sænke omsætningen med 500 mio. dollar i 2023. Til sammenligning omsatte Target i regnskabsåret, der blev afsluttet den 28. januar i år, for 2,78 mia. dollar. 

Omfanget af svind steg for detailhandlere sidste år til 1,6 pct. af det samlede salg mod 1.4 pct. i 2021, skriver Wall Street Journal. Ifølge Targets direktør, Brian Cornell, har selskabet i løbet af årets første fem måneder oplevet en stigning på 120 pct. i antallet af tyverier, der inkluderer vold eller trusler. 

Targets aktiekurs faldt 2,5 pct. tirsdag, hvor en håndfuld andre amerikanske detailkæders aktiekurser også faldt i værdi. Selskabets aktiekurs er faldet 27 pct. for året sammenlignet med en gennemsnitlig stigning i det toneangivende S&P 500 på 11 pct. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også