Amerikansk kæde vil igen forsøge sig på det britiske marked
Den amerikanske fastfoodkæde Chick-Fil-A annoncerer planer om at åbne fem nye restauranter i Storbritannien i 2025.
En stille og rolig nyhed, hvis det ikke var fordi, kæden før og uden succes havde forsøgt sig i det britiske. Det fejlslagne forsøg på at etablere sig skete i 2019, hvor restauranterne blev mødt med protester grundet selskabets politiske og kristne holdninger, skriver BBC.
Konkret handler det om økonomisk støtte fra familien bag restaurantkæden, Cathy-familien, til kristne grupper med stærke holdninger mod homoseksuelles ret til at blive gift i kirken.
Siden dengang har selskabet skiftet politik, sådan at det ny giver støtte til uddannelse og hungersnødsramte organisationer i stedet for, skriver BBC.
Ifølge det britiske medie vil det amerikanske fastfoodselskab investere over 100 mio. dollar - svarende til 699,8 mio. kr. - over de næste 10 år i Storbritannien. De nye restauranter skal drives efter et franchisekoncept.
I alt råder Chick-Fil-A over 2800 restauranter fordelt over USA, Canada og Puerto Rico.