Bryggerierne får rygstød fra amerikansk storbank
Carlsberg og Unibrew sprudler fra åbningen mandag, efter at den amerikanske storbank Citigroup har hævet sine anbefalinger og kursmål for bryggeriaktierne.
Det sker i et marked, der også overordnet klarer sig pænt. C25-indekset er åbnet 0,2 pct. højere i 1876,46 efter et solidt plus fredag på 1,3 pct.
Carlsberg er netop kommet tilbage på bordet hos den amerikanske storbank Citi, der løfter sin anbefaling til ”køb” fra ”neutral”. Også Unibrew får løftet sin anbefaling, men til ”neutral” fra ”sælg”.
Citi har lagt 175 kr. til Carlsbergs kursmål og sigter nu efter 1275 kr. mod tidligere 1100 kr.
Unibrews kursmål er løftet til 625 kr. fra 525 kr.
Carlsberg stiger 1,4 pct. til 1140 kr. Det toppes dog af Royal Unibrew, der ligger 2,1 pct. højere 626,80 kr.
Det danske eliteindeks løftet
Det danske eliteindeks blev især løftet af endnu en lukkerekord til Novo Nordisk, der fortsat understøttes af markant vækst i salget af vægttabsmedicin. Mandag åbner medicinalaktien uændret i 1175,60 kr.
Vestas, der steg 6 pct. fredag, fortsætter i vejret med 0,8 pct. til 206,38 kr. Regnskabet fredag fra den tyske rival Nordex’ vidnede ifølge analytikere om, at branchen har fået løftet priserne i de seneste vindmølleordrer. Det er også kærkomment.
Mandag morgen har tyske Siemens Energy gjort status og meldt om et milliardunderskud i kroner i vindmølleforretningen Siemens Gamesa.