Flere EU-lande bakker op om indgreb mod PFAS i fødevarer

Danmark har opbakning fra 10-12 EU-lande, der ønsker grænseværdier for PFAS i fødevarer.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) får opbakning fra andre EU-lande, når det gælder bekæmpelse af PFAS i fødevarer. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Fødevareminister Jacob Jensen (V) får opbakning fra andre EU-lande, når det gælder bekæmpelse af PFAS i fødevarer. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Et indgreb mod PFAS i fødevarer kan måske være på vej på EU-plan. I hvert fald fik fødevareminister Jacob Jensen (V) opbakning fra 10-12 EU-lande, da han tirsdag tog spørgsmålet op på et møde for EU-landenes fødevareministre.

”En række lande svarede tilbage, at de var enig i vores initiativ, og at de ønsker, at vi arbejder videre med det. Samtidig var EU-kommissæren enig i, at der skal følges op på det, fordi det har stor betydning for fødevaresikkerheden,” siger Jacob Jensen.

PFAS er det overordnede navn for tusindvis af menneskeskabte, kemiske fluorstoffer.

Stofferne er mistænkt for at føre til en lang række forskellige sygdomme. Det er blandt andet leverskader, kræft og fertilitetsproblemer. Derfor bør stofferne begrænses mest muligt i fødevarer, mener Jacob Jensen.

Han fremlagde på mødet et forslag om at indføre maksimale grænseværdier for, hvor meget PFAS der må være i fødevarer. Hvis værdierne overskrides, så skal fødevarerne trækkes tilbage.

Næste skridt bliver ifølge Jacob Jensen, at EU-lande skaffer data om udbredelsen af PFAS i fødevarer.

”Med det datagrundlag i hånden kan vi gå til EU-Kommissionen, så de kan arbejde på et udspil,” siger Jacob Jensen.

Du har talt for, at grænseværdierne skal være så lave som muligt. Var de andre EU-lande enige i det udgangspunkt?

”Vi diskuterede ikke konkrete grænseværdier. Men udgangspunktet var vores forslag om, at det skal ligge lavest muligt ud fra, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der er realistisk.”

”Derfor skal vi have et solidt datagrundlag, som vi kan analysere ud fra. Det vil give indblik i, om der er særlige kilder til forureningen med PFAS, så vi kan sætte mest effektivt ind der. Det kan også give indblik i, om der skal være forskellige grænseværdier for forskellige fødevaregrupper,” siger Jacob Jensen.

Han mener ikke, at det kan lade sig gøre helt at forbyde PFAS i fødevarer.

”Problemet er, at det kommer ind i fødevarer som baggrundsforurening igennem alle mulige andre kanaler. Det så vi med de økologiske æg, hvor det kom ind via fiskemel, som hønsene har spist. Derfor kan man ikke bare forbyde det,” siger Jacob Jensen.

Han henviser dermed til, at der tidligere på året blev fundet uønskede PFAS-kemikalier i økologiske æg fra hele landet. Kemikalierne kom fra hønsefoder, der indeholdt fiskemel. Foderet blevet skiftet ud, så man ikke skal være bange for at spise æg.

Jacob Jensen tør endnu ikke byde på, hvornår et forslag om et indgreb på europæisk plan er klar.

”Men jeg kan i hvert fald sige, at vi vil følge op på det fra dansk side med den opbakning, vi fik i dag,” siger Jacob Jensen.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter