Pepsi fejrer 125 års jubilæum med nyt logo
Den multinationale fødevareproducent Pepsi ændrer logo.
Det er første gang i 14 år, at Pepsi ændrer logoet på sine produkter. Overgangen til det nye logo skal markere selskabets 125 års jubilæum, som dengang hed Pepsi-Cola Company. Det blev i 1965 omdannet til Pepsico ved en fusion med selskabet Frito-lay.
Det nye design bliver akutelt fra år 2024, men i USA og resten af Nordamerika ruller selskabet designet ud dette forår.
Det nye logo skal forbinde fortid og fremtid ved at forbinde gamle og nye visuelle elementer, skriver selskabet selv i en pressemeddelelse.
Stifter og partner i brandingbuerauet Everland Mikael Tonning mener, Pepsi bevidst trækker tråde til en tid, hvor brandet havde mere ”coolness”:
”Pepsi går retro på den ligesom mange andre brands gør og har gjort. Bare se på Burger King, Burberry og Kelloggs. Det er et klogt, strategisk træk, som særligt kendte og historiske brands kan gøre, fordi de har en designarv og -historie at dykke ned i. Det vil vække minder hos de ældre forbrugere, mens det for yngre forbrugere vil være forfriskende, unikt og tillidsvækkende.”
Pepsico omsatte på verdensplan i 2022 for 86 mia. amerikanske dollar - 590 mia. kr. - fordelt på salg i over 200 lande.