Danish Crown overtager sidste luns af amerikansk tarmselskab

Den danske slagterikoncern udvider sin forretning inden for tarmproduktion ved at datterselskabet DAT-Schaub bliver eneejer af USA’s største aktør på behandling af tarmsæt fra grise.
Foto: PR/Dat-Schaub
Foto: PR/Dat-Schaub

Danish-Crown selskabet DAT-Schaub, der er en af verdens største tarmproducenter, overtager nu USA’s største aktør inden for området.

Selskabet bliver således eneejer af den amerikanske tarmvirksomhed DCW Casing, der behandler og forarbejder tarmsæt fra dyr til både fødevarer og råvarer til medicinalindustrien i form af råheparin, der bruges i blodfortyndende præparater.

Ifølge Danish Crowns seneste årsrapport ejede koncernen 51 pct. af DCW Casings LLC ved årsskiftet. Hvor meget det har kostet andelsselskabet at overtage den resterende aktiepost, omtales ikke i pressemeddelelsen.

Gennem det seneste årti har DAT-Schaub mere end fordoblet sin amerikanske forretning som majoritetsaktionær i selskabet, men luftede i 2016 en ambition om, at gøre DAT-Schaub til global markedsleder inden for forarbejdning og salg af tarmsæt.

Det mål er nået ifølge Danish Crown, og som en del af koncernens Feeding the Future-strategi skal den position nu befæstes, fremgår det af en pressemeddelelse.

”Det er en global branche, hvor der stadig er plads til konsolidering, og hvis de rigtige muligheder byder sig, er vi klar til at købe op, men der er også stadig gode muligheder for organisk vækst, så dem fokuserer DAT-Schaub på at forfølge hver eneste dag,” udtaler Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown i pressemeddelelsen.

Danish Crowns guldæg planlægger milliardvækst

DAT-Schaub omsatte i regnskabsåret 2020/21 for 5,3 mia. kr. og leverede en driftsindtjening på godt 1 mia. kr.

Udvide råvarebasen

DCW Casing er i løbet af årene blevet en integreret del af DAT-Schaub, men nu overtager selskabet den sidste del af virksomheden.

”Vi har et fremragende samarbejde med de øvrige aktionærer, som også er en del af ledelsen i DCW Casing, og det har hele tiden været en del af planen, at DAT-Schaub på et tidspunkt skulle være eneejer af selskabet,” siger Jan Roelsgaard, adm. direktør i DAT-Schaub, i meddelelsen.

I det seneste årti har DCW Casing mere end tredoblet sin indtjening. Det skyldes blandt andet succes i USA, hvor selskabet har øget sin indtjening markant.

DCW Casing blev skabt i efteråret 2012 gennem en fusion af selskaberne Casing Associates LCC og branchens dengang største aktør i USA, Wolfson Casing. DAT-Schaub var indtil fusionen medejer af Casing Associates LCC og var den drivende kraft bag fusionen.

Selskabet har haft fokus på at udvide råvarebasen gennem kontrakter med slagterier over hele USA, hvor DCW Casing køber tarmsættene fra grisene og står for den videre forarbejdning.

Sideløbende har DCW Casing udvidet sin forretning som leverandør af blandt andet lammetarme til pølseproduktion og salg af råheparin til medicinalindustrien.

”Vi kommer ikke til at ændre på hverken strategi eller på de ledende poster i selskabet. De nu tidligere medejere fortsætter på præcis de samme poster som hidtil. Sammen vil vi fortsat arbejde på at være den foretrukne partner både for de amerikanske slagterier, som vi køber tarmsættene af, og for de hundredvis af kunder, vi har på tværs af hele USA,” siger Jan Roelsgaard i meddelelsen.

(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie AgriWatch.)

Danish Crown laver atter rekordresultat

Tre prominente medlemmer træder ud af Dakas bestyrelse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter