Første sending korn fra Ukraine kommer afsted i denne uge

På trods af Ruslands angreb på en eksporthavn forventer Ukraine fortsat at kunne genoptage korneksporten.
Foto: VALENTYN OGIRENKO/REUTERS / X03345
Foto: VALENTYN OGIRENKO/REUTERS / X03345
AF RITZAU

De første leverancer af ukrainsk korn skibes efter planen ud i denne uge.

Det sker på trods af, at et russisk angreb på havnebyen Odesa ellers truede med at bremse korneksporten, inden den overhovedet var kommet i gang.

Det oplyser Ukraines minister for infrastruktur, Oleksandr Kubrakov, mandag.

”Vi forventer, at aftalen begynder at virke i de kommende dage. Vi forbereder os på, at alt kan begynde i den her uge,” siger han med reference til en aftale om korneksport, som både Ukraine og Rusland har skrevet under på.

Det russiske angreb på Odesa kom lørdag, mindre end et døgn efter at aftalen var blevet indgået i Tyrkiet, som sammen med FN har mæglet mellem de to parter.

Ifølge aftalen kan eksporten af korn genoptages fra tre ukrainske havne, herunder Odesa.

Det vil dog kun virke, hvis byerne kan holdes fri fra angreb, siger Kubrakov.

”Vores holdning er meget simpel. Vi har underskrevet en aftale med FN og Tyrkiet. Hvis parterne garanterer sikkerhed, vil aftalen virke. Hvis de ikke gør, vil den ikke virke.”

Det russiske angreb har modtaget stor international fordømmelse. Det skyldes især, at verdens fattigste desperat har brug for, at korneksporten genoptages.

Rusland mener dog ikke, at landet har forbrudt sig mod aftalen. Udenrigsminister Sergej Lavrov siger mandag, at aftalen ikke forhindrer Rusland i at angribe militær infrastruktur.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lavrov henviser til, at angrebet i Odesa specifikt var rettet mod militære mål. Han mener derfor ikke, at det har udgjort nogen forhindring for eksport.

Både Rusland og Ukraine er blandt verdens vigtigste korneksportører, og priserne på fødevarer er steget drastisk efter russernes invasion af nabolandet.

En række lande, som er stærkt afhængige af ukrainsk korn, er truet af sultkatastrofer og hungersnød.

Rusland har gennem krigen blokeret alle ukrainske havnebyer. Der ligger op mod 25 millioner ton korn på lagre i Ukraine og venter på at blive sendt ud på verdensmarkedet.

Den ukrainske viceminister for infrastruktur, Yuri Vaskov, oplyser at de første sendinger med korn skibes ud fra havnen i Tjornomorsk. Det kan ske allerede onsdag.

Derefter vil der komme sendinger fra havnene i Odesa og Pivdennyj.

EU udskyder braklægnings-krav for at øge fødevareproduktion

Ventet aftale om ukrainsk korneksport kan presse priserne nedad

Analytiker: Opbremsning i fødevareprisstigninger bliver kortvarig

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter