BBC: Storbritannien og Australien er enige om frihandelsaftale

Den nye handelsaftale ventes at give britiske og australske virksomheder bedre adgang til hinandens markeder.
Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Storbritannien og Australien er angiveligt blevet enige om de overordnede betingelser for en frihandelsaftale mellem de to nationer.

Det skriver BBC natten til tirsdag dansk tid.

Ifølge mediet forhandlede Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og Australiens premierminister, Scott Morrison, de sidste detaljer på plads over en middag i Johnsons residens i Downing Street i London mandag aften.

Aftalen ventes ifølge BBC at blive offentliggjort tirsdag.

Det er den første handelsaftale, som Storbritannien selv har forhandlet på plads helt fra bunden, siden landet forlod EU 31. januar 2020.

Den bliver set som et vigtigt skridt mod, at briterne senere kan slutte sig til den bredere frihandelsaftale CPTPP. Den omfatter 11 lande i Asien og stillehavsområdet.

Storbritanniens regering har det seneste år forhandlet en lang række frihandelsaftaler på plads. Men de har alle været fornyelser af aftaler, som briterne allerede var en del af via medlemskabet i EU.

Stor fødevarehandel

Den nye handelsaftale ventes at give britiske og australske virksomheder lettere adgang til hinandens markeder.

Noget som Boris Johnson og Scott Morrison mandag aften markerede med en menu bestående af walisisk lam, skots laks og australsk vin ifølge BBC.

Den britiske regering har flere gange kaldt handelsaftalen med Australien og et muligt medlemskab af CPTPP-aftalen en kæmpe mulighed for australske landmænd.

Men i landbrugsmiljøet er der ifølge BBC bekymring omkring, hvad aftalerne vil betyde for fødevarestandarder i Storbritannien.

Blandt andet fordi australske landmænd må bruge hormoner, pesticider og foderstoffer, der er forbudt i Storbritannien.

Britiske landmænd er også nervøse for, om aftalen kommer til at indeholde foranstaltninger mod, at de skal blive underbudt af billige importvarer.

Den britiske minister for international handel, Liz Truss, har tidligere sagt, at enhver aftale med Australien nok skal beskytte britiske landmænd og standarder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter