Vestager vil tillade 100 procent støtte til grønne projekter

Europa får brug for en betydelig mængde bæredygtige investeringer i fremtiden, og det skal statsstøtte på 100 pct. være med til at accelerere.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU FINANS

For at sætte fart på den grønne omstilling foreslår EU-Kommissionen at lette reglerne for statsstøtte til grønne projekter.

EU-landene skal ifølge oplægget fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, eksempelvis kunne give 100 procent statsstøtte til vedvarende energiprojekter.

En høringsproces er igangsat mandag.

"Europa får brug for en betydelig mængde bæredygtige investeringer. Selv om mange vil komme fra den private sektor, så skal offentlig støtte være med til at sikre en hurtig gennemførelse af den grønne omstilling," siger Vestager.

Kommissionen vil med forslaget også udvide muligheden for at give støtte til flere områder. Det gælder ren transport, energieffektivisering i bygninger og biodiversitet.

Også naturgas skal være omfattet. Så længe disse projekter er forenelige med EU's reduktionsmål for 2030 og 2050.

Halvvejs i dette århundrede skal EU være klimaneutralt. Det har EU-landene besluttet.

Der skal også være en forenkling af reglerne. Medlemslande skal ikke længere bede EU-Kommissionen om lov, inden grønne investeringer med statsstøtte igangsættes, når en tidligere godkendelse er givet.

Der indføres samtidig nye foranstaltninger, der skal sikre, at statsstøtte ikke kommer på afveje til andre projekter: Altså at offentlige midler faktisk går til at sikre de grønne mål.

"De ændrede regler vil gøre medlemslandene i stand til at opfylde EU's ambitiøse miljømål i Den Europæiske Grønne Pagt. Samtidig med at mulige forvrængninger af konkurrencen holdes på et minimum," siger Vestager.

Høringsperioden løber til 2. august.

Mod slutningen af denne periode vil EU-Kommissionen holde et møde med medlemslandene om forslaget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter