Britiske medier: Storbritannien på vej ud af EU's hoveddør

BREXIT: BBC, Sky News og ITV erklærer fredag morgen, at de forudsiger, at flertal har stemt Storbritannien ud af EU.
AF RITZAU

Et flertal af briterne ser ud til at have stemt Storbritannien ud af EU.

Tv-stationerne BBC, Sky News og ITV News oplyser fredag morgen, at de forudsiger, at et flertal har stemt "leave", hvilket er ensbetydende med et britisk farvel til EU.

"Storbritannien har med 52 procent mod 48 procent af stemmerne besluttet at forlade Den Europæiske Union efter 43 år ved en historisk folkeafstemning," skriver BBC.

Det betyder, at Storbritannien er på vej ud af EU-fællesskabet, som landet blev medlem af samtidig med Danmark i 1973.

Med resultater fra cirka 350 ud af de 382 valgdistrikter har "leave"-siden fået cirka 51,7 procent af de afgivne stemmer mod "remain"-sidens 48,3 procent.

Det svarer til et forspring på cirka en million stemmer, og det er altså ifølge BBC for stort et forspring til, at det kan hentes.

Over store dele af Storbritannien - især England - har et flertal af indbyggerne stemt for at droppe EU-samarbejdet.

FAKTA: Sådan melder briterne sig ud af EU-samarbejdet

I kredsene i de største byer er der flere steder et flertal, der ønsker at blive i EU, men sejren i en by som for eksempel Liverpool er ikke så markant, som det var forventet.

I Sheffield var det ventet, at et flertal ville stemme "remain", men det er overraskende endt med, at tilhængere af et britisk exit - det såkaldte brexit - vinder en snæver sejr. Det samme gælder i den næststørste britiske by, Birmingham.

Flere kredse i den britiske hovedstad, London, mangler fortsat at blive talt op, men det ventes ikke at tippe balancen til "remain"-sidens favør.

Det har aktiemarkederne i Asien taget konsekvensen af. I både Japan og Australien falder de med mere end tre procent. Derudover er det britiske pund faldet til det laveste niveau siden 1985 ifølge Bloomberg over for den amerikanske dollar.

Lederen af det EU-skeptiske parti Ukip, Nigel Farage, har ved femtiden fredag morgen holdt noget, der mindede om en sejrstale til partimedlemmer.

"Lad 23. juni gå over i historien som vores uafhængighedsdag."

"Jeg tør nu drømme om, at dagen gryr for et selvstændigt Storbritannien, siger han til medlemmer af Ukip."

Tilhængere af et fortsat britisk EU-medlemskab har fredag morgen været meget tavse.

Premierminister David Cameron, der har opfordret briterne til at stemme "remain", forventes først at sige noget ud på morgenen.

Bobler er i fare på Brexit

Joe & The Juice trodser Brexit-ballade

Slagteri har bacon-nødplan klar ved brexit 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter