Først smuttede chefen - nu er donutkæde igen gået konkurs

Problemerne har det seneste halve år stået i kø for donutkæden Bronuts, der i dag skriver endnu et kapitel i selskabets korte, men tumultariske historie.
I går tog adm. direktør og partner Selcuk Yildirim sine ting og gik med ordene: ”Efter mange søvnløse nætter må jeg indse, at jeg må kapitulere. Jeg er nedslået, og min første tanke er, at jeg aldrig skulle have stræbet efter denne udfordring.”
I dag står selskabets cvr-navn på statens kundgørelse over selskaber, der er erklæret konkurs. Ifølge kurator er gælden i det nye konkursbo i omegnen af 4 til 5 mio. kr.
Han fortæller, at den nyeste ejer af selskabet ikke længere vil finansiere den underskudgivende forretning.
”Siden de blev købt ud, har de ikke kunne formå at tjene penge. De har ikke været overskudgivende, og de vil ikke finansiere driften mere. De har prøvet at ændre konceptet, men det har ikke kunne hjælpe,” siger Morten Moltke Nygaard, der er advokat ved advokatfirmaet Rödstenen i Århus.
Han fortæller videre, at alle Bronuts butikker lukker pr. dags dato, og medarbejderne bliver sendt hjem. Det er dog Morten Moltke Nygaards ambition at sælge kæden til nye ejere.
Efter det halve år denne her kæde har været igennem, er det så sandsynligt, at den kan sælges videre?
”Det må tiden vise. Jeg er positiv af natur,” siger Morten Moltke Nygaard, der tilføjer, at der er interesserede henvendelser om et muligt køb af Bronuts.
Store ambitioner
I december gik selskabet, der blev stiftet i 2019 af Türker Alici og Ninos Oraha, konkurs. Resterne af konkursboet blev dog opkøbt af finansmanden Lars Langelund Jørgensen, der står bag investeringsselskabet Lyngå Invest.
I marts kunne Finans meddele, at der Ifølge CVR-registret var sket en udskiftning i direktionen i Bronuts. Ligeledes fremgik det, at Selcuk Yildirim samtidig købte sig ind i kæden. Det betød, at Türker Alici og Ninos Oraha, der er stiftere af donutkæden, måttet afgive 5-10 pct. af deres ejerandel.
De to stiftere havde en ambition om at brede donutkæden ud i hele Skandinavien med mellem 35 til 40 butikker. Bronuts har butikker i København, Valby, Næstved, Aarhus, Aalborg, Odense, Horsens, Herning, Kolding og Esbjerg.