Kristian vil lave verdensførende vingummi – men virkeligheden er kommet i vejen

DET NÆSTE SKRIDT. Store ambitioner konflikter med hverdagens mange kampe for vingummistartuppen Wally and Whiz. Målet er at være verdensledende inden for gourmetkonfekture, men i Jondrup arbejder Kristian Them Hansen med overgangen fra lille startup til at blive "en rigtig virksomhed".
"Jeg har aldrig prøvet at lede før, jeg ved ikke, om jeg er en god eller dårlig leder. Men jeg ved, at jeg har passion," siger direktør og stifter af Wally and Whiz, Kristian Them Hansen. (ARKIV) | Foto: Mads Nissen
"Jeg har aldrig prøvet at lede før, jeg ved ikke, om jeg er en god eller dårlig leder. Men jeg ved, at jeg har passion," siger direktør og stifter af Wally and Whiz, Kristian Them Hansen. (ARKIV) | Foto: Mads Nissen

Kristian Them Hansen tager imod i løbesko, shorts og beskidt t-shirt. Han kommer fra produktionen, hvilket han ellers skulle være stoppet med for allerede to år siden.

Kristian Them har store drømme for sit vingummibrand, Wally and Whiz, som han indtil nu har forvandlet fra at være et projekt i hans køkken på Østerbro til en millionforretning, og han oplister dem entusiastisk i et mødelokale fyldt med prøver og etiketter.

Wally and Whiz skal være et etableret navn, sælge til hele verden og inden for få år omsætte for et trecifret millionbeløb.

Forbrugere verden over skal på sigt sætte tænderne i "en Wally", som han formulerer det – en ambition, han mener kan indfries, når virksomheden flytter over i nye og større lokaler i Farum.

Det første, der slår én, når man taler med Kristian Them, er hans hudløse ærlighed om sine egne mangler koblet med store – meget store – drømme.

Det næste, der slår én, er hvor langt, der er fra tingenes tilstand til de drømme, Kristian Them beskriver.

Det førende produkt inden for konfekture

Wally and Whiz opstod for blot seks år siden, da Kristian Them begyndte at eksperimentere med at lave veganske vingummier. I løbet af kort tid nåede virksomheden en millionomsætning og kunne i 2020 fremvise en bruttofortjeneste på 6,4 mio. kr., mens der landede omtrent 1,4 mio. kr. på bundlinjen.

Sammenholdt med virksomhedens ambitioner er der imidlertid lang vej igen.

"Jeg vil gerne være det førende produkt inden for konfekture – også på verdensplan. Jeg vil gerne have en stor og sund forretning, og jeg vil gerne være et sted, hvor vi med vores smage og farver inspirerer andre," udreder Kristian Them Hansen og tilføjer, at virksomheden har en plan om at omsætte for et trecifret millionbeløb inden 2023.

Målet er ikke nyt. Det blev meldt ud allerede ud i 2018, men siden er omsætningen ikke steget for alvor.

Selv mener Kristian Them, at Wally and Whiz kun lige har "krattet i overfladen" af sit potentiale. De er måske 2-3 procent af vejen, siger han.

Hvis Wally and Whiz skal lykkes med sine salgsambitioner, betyder det, at selskabet nu skal mere end syvdoble produktionen. Skaleringen skal være voldsom, og virksomheden tager snart de første skridt i processen, når man forlader Jondrup og får flere kvadratmeter i en bygning i Farum.

Lige nu er det Kristian Them selv og hans medarbejdere i produktionen, der sætter låg på vingummibøtterne. På den måde kan han nå at producere 4-6000 bøtter om dagen. Processen kan – og skal – imidlertid automatiseres, så den sker helt uden hans indblanding.

"Sådan en maskine koster 1,5 mio. kr. Det skal vi kigge ind i nu, for det er der brug for," siger han.

Det er dog ikke kun faciliteter og maskiner, der skal opgraderes. Der er meget, der skal laves om på, hvis Wally and Whiz skal nå sine mål i et år, som direktøren har givet strategi-titlen "Fix the basics".

Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Er det sæbe?

Wally and Whiz' lille hovedkvarter er et mikrokosmos. I produktionen, hvor der dufter akkurat så frugtsødt, som forventet, fylder maskinerne bøtter med vingummier, mens en ansat holder øje. Lageret er halvtomt på grund af en nylig forsendelse, og ude på kontoret blinker en skærm med de nyeste salgstal, mens post-its og papirer er de dominerende pyntegenstande.

I 2020 begyndte virksomheden på sin professionalisering, hvilket bl.a. bragte en professionel bestyrelse med bl.a. tidligere radiovært Le Gammeltoft ind i kredsen af beslutningstagere. I år skal der så styr på "alt det grundlæggende", forklarer Kristian Them Hansen.

Han er heller ikke blind for, at det lyder paradoksalt, når virksomheden har eksisteret i seks år.

"Produktet er der, men det er alt rundt om," forklarer Kristian Them og opremser, hvordan der skal styr på på markedsføring, lagerstyring, produktionsplaner, godkendelsesprocedurer, osv.

Han har allerede ansat en ny driftsdirektør og en office manager, og han har også ansat en ny marketingdirektør, der begynder den første september og som skal skabe større tydelighed om brandet.

Hvad er det, I møder hos distributørerne i dag?

"Hvad er det," svarer Kristian Them Hansen.

"Er det sæbe? Er det chokolade? Lakrids? Når folk smager produktet, køber de det. Men at fortælle det tekstmæssigt, billedmæssigt og videomæssigt kan vi flytte os langt på."

Virksomhedens gourmetprodukt er især rettet mod specialbutikker. Samtidig har man fokus på bl.a. hotel- og flybranchen, hvortil Kristian Them mener, at vingummierne er skræddersyet, da de ikke er så følsomme over for temperaturudsving.

Iværksætter sælger luksusvingummi i 17 lande 

Vin eller eddike

Kristian Them understreger, at der skal mere fart på salget, og det især på det internationale.

Virksomheden har ansat nye sælgere i Tyskland – så man nu har tre ansat til at få vingummiforretningen – til at bryde igennem på det veganervenlige tyske marked, hvor ca. 10 pct. af befolkningen er veganere. Her har Wally and Whiz længe arbejdet på et gennembrud.

Samtidig har Kristian Them taget et mildest talt uortodokst salgsværktøj i brug. I Wally and Whiz opererer de nemlig med noget, direktøren selv kalder "vin eller eddike".

Hvis sælgerne når de månedlige salgsmål, får de vin.

Hvis ikke, får de en flaske eddike.

Selv mener han, at det skaber åbenhed i virksomheden.

"Jo mere man inkluderer folk, jo mere tror jeg, de vokser," siger han og henviser bl.a. til, at salgstallene – der blinker på skærmene i kontoret – er synlige for enhver inde på kontoret.

Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Hvis Kristian Them Hansen skal sammenfatte de nuværende udfordringer, vil han sige, at det handler om at blive "en rigtig virksomhed". Det er det eneste helt rigtige ord, mener han.

"Jeg skal være bedre til at huske på, at folk har et liv. Også selvom de er ansat her. Mit liv har jo i efterhånden mange år været det her," siger han.

Derfor er det bl.a. planen at opgradere det sociale fællesskab i virksomheden, det er her office manageren kommer ind i billedet. De ansatte har heller ikke pensionsopsparinger, hvilket også er et punkt på Kristian Thems dagsorden. De ting har bare ikke været "top of mind", som han siger.

I dag har Wally and Whiz-stifteren to børn, og han kan ikke helt lægge de samme timer som tidligere. Men det er stadig svært at få det at drive en virksomhed til at hænge sammen med at være en familiefar.

"Det clincher rigtig tit. Heldigvis har min hustru været med hele vejen. Jeg sagde, jeg vil gerne spille golf en gang om ugen, jeg vil gerne mit firma, og jeg vil gerne os," siger han.

"Hvis du spørger mine venner, har jeg ikke set nogen i fem år. Jeg drikker ikke alkohol mere. Alt det er væk, fordi jeg har taget et valg om, at jeg gerne vil noget andet."

Færdig med at råbe i skoven

For Kristian Them personligt har det været en stor rejse at starte sin egen virksomhed med medarbejdere, som ikke – for det er ikke muligt – deler den samme passion som ham selv.

Han har bl.a. sagt farvel til en partner, som købte sig ind i virksomheden, og som han siden ragede uklar med. Ifølge Kristian Them fordi han lavede nogle ting, der gik imod virksomhedens interesser.

Han mener selv, at det er noget af det sværeste at finde de rigtige folk. Han er imidlertid ved at få sit hold på plads, og i processen mener han, at han er blevet en bedre leder – og dygtigere til at kommunikere end tidligere.

"Kommunikation er svært, og en sindssyg øvelse, som jeg skal blive bedre til. Jeg har både været til erhvervspsykolog for at blive en bedre leder og taget lederkurser," siger han.

"Jeg har aldrig prøvet at lede før, så jeg ved ikke, om jeg er en god eller dårlig leder. Men jeg ved, at jeg har passion."

En af gangene hans frustrationer kogte over, endte det med at han stod i en skov bag fabrikken og råbte ad en leverandør. Han er blevet bedre til at styre det i dag, siger han.

"Frustrationerne har siddet meget mere uden på kroppen. Det er sjældent, at der er noget, der irriterer mig i dag."

Kristian Them fastslår, at i år formentlig bliver en mellemår, hvor virksomheden bruger penge og investerer. Derfor vil han være tilfreds med at gå i nul, når året er omme.

"Og så er der ingen begrænsninger."

Vingummifirma med store ambitioner fordobler produktionen

Dansk vingummiproducent vokser: "Min mor er min hårdeste kritiker" 

Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter