Nattelivskoncern har hentet over 100 millioner i kompensation

Mens krisen har presset nattelivet, er kompensationsmillionerne rullet ud til de danske aktører. Samlet kan udbetalingerne til to koncerner lande på over 190 mio. kr. på cirka ti måneder.
Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet
Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet

Godt ti måneders svingende nedlukninger og coronarestriktioner har pumpet millioner af kompensationskroner mod flere af landets største nattelivskoncerner.

Det viser en gennemgang foretaget af FødevareWatch på baggrund af aktindsigter i Erhvervsstyrelsens udbetalinger af lønkompensation og kompensation til betaling af faste udgifter.

En sammenligning af de godkendte udbetalinger viser, at Nordens største nattelivskoncern, Rekom Group, og selskabets tilhørende over 90 datterselskaber gennem krisen samlet har modtaget omkring 113,7 mio. kr. på de to ordninger.

Hos Rekom lægger økonomidirektør Jesper Schaltz vægt på, at kompensationskronerne er gået videre til ansatte og udlejere, hvor knap halvdelen af de mange millioner er gået direkte til hjemsendte medarbejdere.

"Siden myndighederne, for snart et år siden, bad os om at lukke vores forretninger for at forhindre smittespredningen af corona, har vi været berettiget til delvis kompensation til vores mere end 90 forretninger," siger Jesper Schaltz i en skriftlig kommentar og tilføjer, at kompensationerne dog "på ingen måde" dækker udgifterne ved de nuværende lukninger.

"Selvom lønkompensationen kun delvist har dækket vores hjemsendte medarbejderes løn, og vi selv har betalt den sidste del, har ordningen været essentiel for, at vi har kunne fastholde størstedelen af vores næsten 2500 medarbejdere i snart et år."

"Hver dag taber vi rigtig mange penge. Det er ingen hemmelighed, at Rekom kommer ud 2020 med et stort underskud," siger Jesper Schaltz og fortsætter:

"Heldigvis gik vi ind i 2020 med en stærk økonomi. Vores ejere har indskudt ekstra kapital og oprettet lånegarantier for et trecifret millionbeløb. Det betyder, at vi på trods af tvangslukning i snart et år og underskud kan holde skuden i vandet og komme stærkt igen."

Potentielt 192 mio. kr.

Det danske natteliv har generelt været hårdt under pres som følge af kampen mod pandemien. Gennem krisen har beværtninger og natklubber været underlagt konstante restriktioner, som har vekslet mellem reelle lukningspåbud og åbningstider, der har været indskrænket markant. Dertil kommer, at natklubber, som vi kender dem, de facto har været nedlukket gennem coronakrisen.

I konkrete tal har koncernen fået godkendt bevillinger for ca. 67,5 mio. kr. i kompensation for faste udgifter, mens omkring 46 mio. kr. er bevilliget til lønkompensation fordelt på 2362 ansatte. Dertil kommer selskabets igangværende ansøgninger, som dog endnu ikke er bevilget.

Her har selskabet ansøgt om yderligere 22,1 mio. kr. i lønkompensation samt 18,5 mio. kr. i kompensation for faste udgifter.

Rekom er heller ikke den eneste spiller i det danske natteliv, som skiller sig ud i Erhvervsministeriets opgørelser. Her har barimperiet hos Old Irish Pub gennem krisen fået udbetalt omkring 33 mio. kr. på de ordningerne, og har yderligere ansøgninger inde for omkring 5,2 mio. kr.

Hvis de to koncerners ansøgninger godkendes af Erhvervsstyrelsen, vil staten således have udbetalt lige over 192,6 mio. kr. til at holde hånden under de to aktører gennem coronakrisen.

Branche under pres

Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv kommer det ikke bag på chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Lars Ramme Nielsen, at netop Rekom og Old Irish Pub har modtaget et massivt millionbeløb. Generelt er det nemlig været nattelivet, barer og den øvrige oplevelsesøkonomi, som har "taget regningen" for samfundet i coronakrisen, siger han.

"Nedlukningerne har ramt hårdest hos dem, som lever af at samle mennesker, eller når mennesker er samlet – derfor tænker jeg, at det også er ret og rimeligt, at det er her, kompensationen er faldet," siger DE-chefen.

Samtidig er det vigtigt at forsøge at fastholde de nuværende aktører, hvis ikke nattelivet skal være væsentligt anderledes, når Danmark genåbnes, lyder argumentet.

"Økonomien kan ikke bare sige plug-and-play igen. Derfor kræver det, at virksomhederne har noget struktur, medarbejdere og sourcing på plads, som er afgørende for, at man kan give danskerne det i nattelivet, som de efterspørger med stort sult, når vi om få måneder forhåbentligt kan leve mere normalt igen," siger han.

Særligt de store koncerner som Rekom Group og Old Irish Pub har imidlertid været gode til at få det bedste ud af at skulle håndtere coronakrisen, uddyber Lars Ramme Nielsen. Det var ikke mindst tydeligt i den mindre genåbning, som fandt sted mellem maj og frem til september.

"I de store koncerner kunne man konvertere nattelivssteder til barløsninger, opererede med nye apps og var generelt rimelig langt fremme med at leve med coronaen," siger Lars Ramme Nielsen og fortsætter:

"Uanset at det ikke var en særlig god forretning, holdt det brandene i live og medarbejder i gang."

Hos Rekom slår økonomidirektør Jesper Schaltz fast, at der ikke er noget koncernen hellere vil end at droppe kompensationsordningerne og slå dørene op på ny.

"Men så længe myndighederne vurderer, at vores branche – af hensyn til resten af Danmark – skal holde lukket eller være underlagt restriktioner, så synes vi, at det er naturligt, at branchen bliver kompenseret. Det er fuldstændig nødvendigt, hvis vi skal undgå fyringer og konkurser i hele branchen," siger han.

FødevareWatch har i forbindelse med denne artikel forsøgt at indhente en kommentar fra Old Irish Pub. Barkæden er ved deadline for denne artikel ikke vendt tilbage på mediets henvendelse.

Mette F. forudser restriktioner resten af vinteren 

Nedlukning sendte restaurationsforbrug i dørken 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter