Eksport af medicin og fødevarer gavner dansk økonomi i krise

EU-landenes økonomier forventes at skrumpe med 8,3 pct. i 2020. Det er mere end forventet, viser prognose.
Foto: Kim Nielsen
Foto: Kim Nielsen
AF RITZAU

Den danske økonomi er blevet mindre påvirket af coronakrisen end først forventet.

Det skyldes et godt miks i den danske eksport med alt fra lægemidler til landbrugsvarer.

Det fremgår af EU-Kommissionens sommerprognose, som offentliggøres tirsdag.

Den danske økonomi har overrasket positivt på grund af eksporten, men der er stadig tale om et fald i bruttonationalproduktet (bnp) på to procent fra første til andet kvartal i 2020.

Det er mindre end det gennemsnitlige fald i bnp i EU, som er på 3,2 pct. i samme periode.

Ifølge Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, står den danske eksport stærkt, fordi Danmark har en stor medicinalindustri og produktion af fødevarer.

"Krise eller ej, så skal vi stadig have medicin og mad. Det er der, hvor vi har en stor eksport i Danmark. Det får os mere stabilt gennem sådan en krisetid, men vi kommer ikke uden om, at dansk eksport får et forfærdeligt år i 2020."

"Eksportmikset er dog med til at gøre, at det måske ikke går helt så slemt som i for eksempel Tyskland, hvor produktion af biler og store maskiner er en stor del af eksporten. De ting er der ikke lige så stor efterspørgsel efter i en krisetid," siger han.

EU-Kommissionen forventer, at EU-landenes økonomier vil skrumpe med 8,3 pct. i 2020. Det er et betydeligt større fald end de 7,4 pct., som blev fremlagt i forårsprognosen i maj.

Det skyldes, at de omfattende nedlukningstiltag bliver ophævet mere gradvist end først antaget, og det påvirker økonomierne.

Det siger Valdis Dombrovskis, som har ansvar for økonomi og er en af tre ledende næstformand i EU-Kommissionen.

"De økonomiske konsekvenser af nedlukningen er mere alvorlig, end vi først forventede."

"Vi befinder os fortsat i en kritisk situation, og der lurer mange risici blandt andet en ny større smittebølge," siger han i en skriftlig meddelelse.

Den største nedtur er forventet i Italien, hvor prognosen anslår, at økonomien vil skrumpe med 11,2 pct. i 2020.

Efter følger Spanien med et anslået fald på 10,9 pct. og Kroatien med et fald på 10,8 pct. i 2020.

Danmark forventes at komme ud af krisen med et noget mindre fald på 5,2 pct. i 2020.

EU's sommerprognosen offentliggøres hvert år og er en fast del af det europæiske semester.

Det europæiske semester blev indført i 2010 for at sikre en mere systematisk overvågning og koordinering af EU-landenes nationale budgetter og økonomiske politik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter