Dansk Industri: Først nu vil fødevarebranchen mærke coronavirus

Mens ansatte i Coop og Carlsberg flere steder er i karantæne, står de store udfordringer stadig for døren. "Der bliver slået nogle huller i de hårfine logistikkæder," konstaterer branchedirektør i DI.
Foto: Mads Nissen/pxmn20051121havnearbejdere4117.j
Foto: Mads Nissen/pxmn20051121havnearbejdere4117.j

Gennem de seneste uger har det været svært at tage fejl af Sundhedsstyrelsens anbefalinger: Har du tør hoste eller feber, skal du blive hjemme.

Kampen for at begrænse smitten af coronavirus har samtidig været en show stopper for erhvervslivet i ind- og udland, hvilket senest er understreget fredag, hvor det samlede C25-indeks indledte dagen i rødt. Ifølge branchedirektør hos DI Fødevarer, Leif Nielsen, står fødevaresektoren dog stadig kun på tærsklen til de reelle problemer.

Indtil videre har det grundlæggende arbejde herhjemme fokuseret på, hvordan man undgår smitte, men det er ikke det største problem i fødevaresektoren. Branchen har lært at vaske hænder og spritte af, det er en integreret del af hverdagen, påpeger Leif Nielsen – men det, man glemmer, er, at smitten faktisk brød ud i Kina omkring nytår.

Og det giver udfordringer, som stadig venter i horisonten.

"Man skal huske, at smitten brød ud i Kina  i november og udviklede sig drastisk op mod det kineske nytår, hvilket betød en tvunget forlænget ferie på 14 dage i Kina. Det vil mange fødevarevirksomheder kunne mærke en effekt af, fordi de fleste fabrikker derude har været lukket ned, og mange logistikkæder har været lukket," siger Leif Nielsen til FødevareWatch:

"Fødevarer, der kører ud til Kina, og de hjælpestoffer, der kører retur, er alt sammen forsinket i den proces, så der bliver slået nogle huller i de hårfine logistikkæder, der er derude."

Det har vi ikke set for alvor endnu herhjemme, siger han.

De venter i øjeblikket forgæves

Et af de selskaber, som allerede har mærket presset, er nordjyske Nowaco. Handelsselskabets største trading-område er Kina, hvilket har skabt store udfordringer med den nuværende containermangel.

"Skibe ligger uden for havnene og kan ikke komme ind," siger adm. direktør Katja Nowak Nielsen til FødevareWatch og uddyber:

"Det betyder, at vores containere ikke bliver hentet. Mange af vores kunder har penge bundet op på de produkter, der er i containere, og de venter i øjeblikket forgæves. Forsinkelserne skaber igen mangel på containere, så vi har problemer med at få vores varer sendt afsted."

Ifølge direktøren døjer selskabet samtidig med en reduceret arbejdsstyrke på de kinesiske fabrikker, da produktionen plejer at have 150 arbejdende. I dag er der dog kun 30 til 40.

Corona-virus rammer Nowaco på det største marked 

Følger sundhedsstyrelsens anbefalinger

Hos Carlsberg i Valby er der et generelt fokus på, hvad de seneste anbefalinger fra både nationale myndigheder og WHO foreskriver. Det samme går igen hos både Coop, Salling Group, Nowaco og Danish Crown.

I bryggerikoncernen har man sendt tre medarbejdere i karantæne, som alle har rejst i risikoområder for virussmitte inden for de seneste to uger. Det samme gælder alle koncernens medarbejdere, der bliver bedt om at blive hjemme, hvis de har rejst i risikozoner inden i de sidste 14 dage, oplyser selskabets pressechef, Kasper Elbjørn.

"Lige nu er fokus på medarbejdernes sundhed og tryghed, men vi forventer fortsat, at virussen vil påvirke forretningen negativt," siger han og henviser til at selskabet gav samme melding ved fremlæggelse af det seneste regnskab i forrige måned.

I Coop har dagligvarekoncernen indtil videre sendt fem medarbejdere hjem med løn i karantæne. De har alle rejst i Norditalien, og karantænetiltaget er taget i brug blot for en sikkerheds skyld.

"Det tal forventer jeg vil vokse," siger kommunikationschef Lars Aarup.

Hvis Coops ansatte trodser myndighedernes anbefalinger og vælger at tage af sted på en rejse til et risikoområde efter 5. marts, så betaler Coop ikke løn for den karantæneperiode, der kommer efter, oplyser koncernen.

I Salling Group, der beskæftiger mere end 50.000 medarbejdere, har man indtil videre ikke valgt at køre en proaktiv stil, når det handler om at håndtere følgerne af coronavirussens spredning.

"Vi har valgt at lægge os op ad myndighedernes anbefalinger og vil følge udviklingen derigennem," siger pressechef Kasper Reggelsen til FødevareWatch.

Han tilføjer, at man af den grund ikke har indført nye arbejdsgange i de mange Netto-, Bilka- og Føtex-butikker, som findes i koncernen. Uden at have det komplette overblik er meldingen videre, at koncernen indtil videre har "et par" medarbejdere i karantæne, fordi der er en mistanke om, at de måske kan være bærere af smitten.

Udskudt og aflyst

Det er ikke kun de enkelte virksomheder, der har fokus på den kendte virus. Gennem de seneste uger har frygten for corona således resulteret en bølge af aflysninger eller udsættelser, når det gælder alt fra konferencer til generalforsamlinger, hvor mere end 30 større eller mindre messer og konferencer enten er skrottet eller udsat på grund af frygten for smitte.

Senest har statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde opfordret til, at man for at begrænse udbredelsen af coronavirus udskyder eller aflyser arrangementer med over 1000 mennesker.

En af de seneste store internationale messer, som hænger i en tynd tråd, er Seafood Expo North America – eller "Boston-messen" i folkemunde – som tidligere på ugen blev udskudt på ubestemt tid.

"Mange ugers overvågning af udviklingen i COVID19-situationen og på baggrund af meget feedback over mail og telefon, har vi besluttet, at den 40. udgave af Seafood Expo North America/Seafood Processing North America ikke vil finde sted i marts," fremgik det af messens hjemmeside.

På dansk jord har Mærkevarerleverandørerne, MLDK, valgt at aflyse deres kommende årstræf i København.

Coronafrygt får leverandører til at droppe dansk årsmøde

Lys for enden af tunnellen

Mens der er blandede budskaber fra fødevarebranchen, er første positive toner begyndt at komme fra andre dele af dansk erhvervsliv.

Efter en måned med voldsomt reduceret aktivitet i Kina, melder flere af landets større virksomheder nemlig om, at det er ved at vende. Det skriver erhvervsmediet Finans, hvor blandt andre malingsvirksomheden Hempel melder om, at de kinesiske aktiviteter er på vej op i gear.

"I dag har vi alle vores fabrikker i gang igen, og vi leverer til vores kunder, så situationen er begyndt at normalisere sig i Kina," siger Lars Petersson, adm. direktør i skibsmalingproducenten Hempel, til mediet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter