Beretning om fiskekvoter er "alarmerende læsning"

Rigsrevisionens beretning om forvaltningen af fiskekvoter er ifølge professor alarmerende læsning og bekræfter de værste anelser om tilstanden på området, lyder det.
Foto: Thomas Larsen/POLFOTO/arkiv
Foto: Thomas Larsen/POLFOTO/arkiv
AF MATHIES HVID TOFT OG RITZAU

Som FødevareWatch kunne skrive i går, retter Rigsrevisionen en hård kritik af det nu tidligere Miljø- og Fødevareministeriums håndtering af fordelingen af fiskekvoter.

I beretningen om "kvotekoncentrationen i dansk fiskeri" finder Rigsrevisionen adskillige tilfælde af dårlig forvaltning, og har på baggrund af beretningen valgt at politianmelde flere af de såkaldte kvotekonger.

DR har forelagt beretningen til Niels Vestergaard, der er professor på Syddansk Universitet i ressource- og fiskeriøkonomi, og han kalder beretningen for "alarmerende læsning" og fortæller, at systemet reelt ikke har virket siden, at det blev vedtaget i 2002.

"Rapporten bekræfter ens værste anelser om, at der har været noget galt med systemet og forvaltningen af det. Men at det så sådan ud, er nok det værste, man kunne forestille sig," siger han videre til DR.

Fiskekvoter havner på politiets bord

Sagen om kvotekongerne har allerede kostet en ministerdegradering, og to topembedsmænd er blevet forflyttet.

Mistanke om dokumentfalsk, stråmandsvirksomhed og falske oplysninger får Miljø- og Fødevareministeriet til at politianmelde flere fiskere. Det oplyser netmediet FødevareWatch.

Her er et overblik over sagen, der allerede har kostet miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ansvaret for fiskeriområdet.

* Fiskere har mulighed for at skyde deres kvoter ind i en pulje, så andre kan købe dem og dermed få lov til at fiske mere. Men der har været problemer med, at reglerne om koncentration af kvoter ikke er blevet overholdt.

* Det fik i december 2016 Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og De Radikale til at gennemtvinge en aftale om bæredygtigt fiskeri uden om regeringen. Det vil altså sige, at Miljø- og Fødevareministeriets embedsmænd skulle føre fiskeripakkens 25 initiativer ud i livet, selv om deres politiske chef var sat uden for døren.

* I marts 2017 kunne Berlingske fortælle, at Esben Lunde Larsen blev beskyldt for at have vildledt Folketinget om mulige løsninger på problemet med kvotekoncentration. Ministeren havde kun præsenteret ordførerne for en mulig løsning, nemlig en tro-og-love-erklæring, lød kritikken.

* Under et samråd 31. marts medgav Esben Lunde Larsen, at der var flere forslag, faktisk 16. Han ville kun viderebringe det bedste løsningsforslag, lød forklaringen. Men i samrådet gav ministeren modstridende oplysninger om, hvorvidt han havde set notatet med de 16 konkrete forslag.

* 3. april skrev Miljø- og Fødevareministeriet i en redegørelse om samrådet, at ministeren havde udtrykt sig "upræcist".

* 4. april undskyldte Esben Lunde Larsen de manglende oplysninger. Sagen endte med en stor næse til ministeren. Altså udtalt kritik for hans håndtering af sagen.

* 5. juli skrev Berlingske, at embedsmænd i ministeriet havde lagt detaljerede strategier for, hvordan man bedst kunne modarbejde fiskeripakken fra 2016. Altså den som var blevet vedtaget uden om regeringen.

* Der skulle skabes så megen støj om fiskeriaftalen, at Esben Lunde Larsen kunne overtage kontrollen med en ny lovpakke om fiskeri, viste dokumenter ifølge Berlingske.

* Derfor var ministeren indkaldt i et nyt samråd torsdag den 10. august, men mandag den 7. fik han frataget fiskeriområdet. Det blev overført til ligestillingsminister Karen Ellemann (V).

* Tirsdag den 8. august kunne Politiken erfare, at to ledende embedsmænd med ansvar for kvotefiskeri også blev fjernet fra fiskeriområdet. Konkret er der tale om kontrol- og fiskeridirektør i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen Anders Munk Jensen samt fiskerikontrolchef Mik Jensen.

* En beretning fra Rigsrevisionen om fiskekvoter, der offentliggøres onsdag den 16. august, vil vise, at forvaltningen i en årrække ikke har været "tilfredsstillende". Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en pressemeddelelse, da Esben Lunde Larsen blev degraderet.

Kilder: Statsministeriet, Berlingske, FødevareWatch og Ritzau.

Rigsrevisionen retter skarp kritik af Miljø- og Fødevareministeriet

Ministerium politianmelder kvotekonger efter Rigsrevisions-rapport

Ministerium videregav ikke centrale oplysninger til politiet i sag om kvotekonger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også