Regeringen afviser grøn omlægning af landbrugsstøtten

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ønsker ikke at tage imod EU-Kommissionens tilbud om at omprioritere i landbrugsstøtten.
AF INFORMATION

Om mindre end to uger, tirsdag den 1. august, udløber en vigtig landbrugspolitisk frist. Det er sidste chance, hvis Danmark vil udnytte EU-Kommissionens tilbud om at anvende en større del af landbrugsstøtten til grønne formål i de kommende år frem mod 2020.

Men det agter regeringen ikke at gøre, skriver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en mail til Information. Det nuværende niveau er "passende for perioden", tilføjer han.

"Brandærgerligt", mener De Radikales Martin Lidegaard.

"Vi misser muligheden for at finansiere den grønne omstilling af landbruget. Og det er en beslutning, der kommer til at binde Danmark i mange år fremover," siger han til Information.

Sagen handler om de såkaldte fleksmidler. I grove træk kan EU’s landbrugsstøtte opdeles i to: Der er den direkte støtte, som landmændene får pr. hektar jord. Den udgør cirka 75 procent på EU-plan. Og så er der landdistriktsmidlerne, som har til formål at støtte udviklingen af landbruget, styrke miljø- og klimaindsatsen samt bæredygtig brug af naturressourcer i landdistrikterne. De udgør cirka 25 procent.

Det kan eksempelvis være støtte til, at en landmand kan investere i teknologi, der sparer energi eller øger udbyttet af økologisk produktion. Med andre ord er landdistriktsmidlerne principielt set ’grønnere’ end den direkte støtte.

EU-Kommissionens tilbud går på, at medlemslandene kan få lov at flytte penge – kaldet fleksmidler – fra den direkte støtte til landdistriktsprogrammet. Det gør Danmark allerede i dag brug af. Men kun delvist.

Den tidligere SR-regering besluttede i sin tid at flytte fem procent af midlerne i 2016 og syv procent af midlerne i 2017. Fortsætter det niveau frem mod 2020, sådan som de nuværende regeringspartier ønsker, vil landdistriktsprogrammet have fået to mia. kroner ekstra i perioden. Men kommissionen har givet mulighed for at overføre helt op til 15 procent af midlerne – eller mere end det dobbelte.

Det ville have givet god mening at udnytte, mener Jan Holm Ingemann, der er lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i landbrugsøkonomi. For landdistriktsprogrammet er generelt mere samfundsgavnligt end den direkte støtte, siger han.

"Når man bare giver penge til landmændene for den jord, de ejer, er den primære effekt en kunstigt høj ejendomspris. Så er der mere ræson i at give pengene til konkrete projekter, der kan skabe ny produktion, fremme miljøet, skabe liv på landet og så videre," siger Jan Holm Ingemann til Information.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Information.)

Danmarks største svinebonde leverer rekordregnskab: Millionerne ruller ind

Landbruget jubler: Bedste vintervejr i flere årtier

Storbonde fik slettet gæld på 100 mio. kr. – nu er han tæt på konkurs

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også