Overproduktion af fisk udløser bøde på 20 millioner

Hjarnø Havbrug A/S idømmes bøde på 20 millioner kroner i sag om overproduktion af fisk. Der konfiskeres 125 millioner kroner, afgør Retten i Horsens. (Opdateret)
Foto: Torben Salomonsen
Foto: Torben Salomonsen
Ritzau

Hjarnø Havbrug A/S idømmes en bøde på 20 millioner kroner i en sag om overproduktion af fisk.

Der konfiskeres også 125 millioner kroner svarende til det ulovlige udbytte af overproduktionen, afgør Retten i Horsens torsdag.

Samtidig idømmes den 53-årige havbrugsejer ambulant psykiatrisk behandling og en tillægsbøde på 20.000 kroner.

Havbrugsejeren var anklaget for systematisk at have produceret flere fisk end tilladt i bure i havet i og ud for Horsens Fjord.

Specialanklager Pernille Moesborg sagde under sine afsluttende bemærkninger, at havbrugene over en årrække havde overskredet tilladelserne med mellem 250 og 400 procent.

Det indebærer ifølge anklageren en risiko for, at der er sket alvorlig skade på havmiljøet som følge af forhøjede udledninger af fosfor og kvælstof fra fiskene.

Hun krævede havbrugene idømt en bøde på 48 millioner kroner samt konfiskation af 191 millioner kroner.

Havbrugsejeren nægtede sig skyldig.

Han argumenterede med, at han deltog i en række forsøg, blandt andet med muslingefarme, der optager næringsstoffer fra fiskene.

Men retten finder ikke, at havbruget har haft den fornødne tilladelse til at anvende muslinger som kompenserende virkemiddel.

Sagen har været længe undervejs. Retssagen blev indledt i marts 2021, men er flere gange blevet udskudt. Først forsvandt 77 ringbind, der var opmagasineret hos Sydøstjyllands Politi.

Politiet undskyldte, og anklageren gentog undskyldningen i retten.

Siden sygemeldte havbrugsejeren sig, og der skulle udarbejdes en mentalundersøgelse.

Resultatet af mentalundersøgelsen fik anklageren til at ændre sin påstand om fængselsstraf til havbrugsejeren til krav om ambulant psykiatrisk behandling.

Sagen mod havbruget begyndte at rulle, da lystfiskere ved østkysten pludselig begyndte at fange sølvlaks i stor stil tilbage i 2017.

I 2020 blev havbruget og dets ejer så tiltalt for ulovlig overproduktion af fisk og for at have udsat 373.000 sølvlaks, selv om der kun var givet tilladelse til at udsætte ørreder.

Havbrugsejeren fulgte domsafsigelsen fra sin plads ved siden af sin forsvarsadvokat, Thomas Andreas Mikkelsen.

”Nu vil vi nærlæse dommen, og derudover har vi ingen kommentarer,” lød det fra advokaten.

Han vil sammen med sin klient bruge de næste to uger på at overveje, om man vil anke dommen til landsretten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter