Fiskere jubler over kvoter: Et rygstød til lokalområder
Det kan gavne både dansk fiskeri og lokalområderne, at en ny EU-aftale fra næste år lader os fange markant flere fisk.
Det vurderer Svend-Erik Andersen, formand for Dansk Fiskeriforening, efter at EU-landene tirsdag har indgået aftalen.
Med den hæves fiskekvoterne - hvor mange der må fanges. Og det er rigtig positivt, lyder det i en skriftlig kommentar.
”Det har vi arbejdet for i flere år, og jeg er sikker på, at det kommer til at give et tiltrængt rygstød til fiskeriet og de lokalområder, hvor fiskeriet spiller en stor rolle,” mener formanden.
Det er fiskekvoterne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, som nu er faldet på plads efter langvarige forhandlinger.
Særlig glæde skaber det, at torskekvoten i de to førstnævnte stiger med 63 procent.
”I de senere år har det for fiskeriet været klart, at der er flere torsk i havet, end den videnskabelige rådgivning tilsagde.”
”Det er rigtig positivt, at biologerne nu også deler den vurdering,” lyder det fra formand Svend-Erik Andersen.
EU-lande er enige om næste års kvoter for 200 fiskearter
Storfisker rammes af lovændring og har uafklaret kvotesag i Norge