FødevareWatch

Landbrug & Fødvarer lancerer ny strategi

Der skal tiltrækkes nye medlemmer, mens der også skal være mere fokus på det internationale perspektiv. Det er nogle af elementerne i Landbrug & Fødevarers nye strategi.

Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken

Der blæser nye strategiske vinde over Axelborg, hvor interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer onsdag har offentliggjort en ny strategi for 2021-23 med titlen 'Next Generation'.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

"Den nye strategi skal fastholde og understøtte de medlemmer, vi allerede har, samtidig med at vi tiltrækker nye medlems- og kundegrupper, der har en voksende økonomisk og samfundsmæssig betydning. Det sikrer dels vores legitimitet som erhvervsorganisation dels øger muligheden for nye forretningsområder for landmanden og hans forarbejdningsvirksomheder," siger Anne Lawaetz Ahrnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, i meddelelsen.

"Den helt overordnede tilgang er naturligvis at vise omverdenen, at vi har attraktive ydelser og produkter, og at det giver mening og kan betale sig at være kunde og medlem her. Og ja, jeg mener også kunde – for medlemmerne køber jo adgang til rådgivning, netværk og services gennem deres kontingent udover at få en afgørende national og international politisk interessevaretagelse," tilføjer hun.

Den nye strategi har for første gang en engelsk titel, og det har en betydning, forklarer direktøren.

"Det har den, fordi vi vil gerne signalere et skifte. Vi har valgt den engelske titel, fordi netop det internationale perspektiv er en styrkeposition, som vi gerne vil sætte endnu mere fokus på," siger Anne Lawaetz Ahrnung.

Hele strategien kan findes her.

(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie AgriWatch.)

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier