Rapport: Voksende regeljungle blandt årsager til ringe fiskeriforvaltning

To år efter Rigsrevisionens skarpe kritik af Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af kvoteejerskaberne i perioden 2003-2017 har to konsulentfirmaer afleveret en rapport, der fortæller mere om, hvorfor det kunne gå så galt.
Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix
Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix

Godt to år efter, at Rigsrevisionen rettede en skarp kritik af fiskeriministeriets forvaltning af blandt andet kvotereglerne, har man i en rapport konkluderet, hvad der har været årsag til de kritisable forhold i fiskeriadministrationen.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet har en af flere bagvedliggende årsager til de kritisable forhold i fiskeriadministrationen bl.a. været, at fiskeriområdets opgaveportefølje og reguleringskompleksitet er vokset, uden at der samtidig er sket en tilpasning af ressourcerne.

"Undersøgelsen viser desværre, at opgaverne på fiskeriområdet gennem en årrække er blevet både flere og mere komplekse, uden at der har været flere ressourcer til at løfte dem," udtaler minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen, i en pressemeddelelse.

Ministeren siger videre, at det er "nødvendigt med en grundig og grundlæggende oprydning i omfanget og kompleksiteten af reglerne på fiskeriområdet," og at det skal være med til at sikre en mere effektiv forvaltning samt mindske risikoen for fejl i sagsbehandlingen.

Undersøgelsen er foretaget af konsulentfirmaerne Deloitte og Struensee & Co., og i den har man bl.a. set på organisatoriske og strukturelle svagheder, ledelsesmæssige forhold, manglende kontrol og tilsyn samt manglende eller forkerte kompetencer, hedder det i meddelelsen.

Analysen bygger bl.a. på interviews med en lang række nuværende og tidligere medarbejdere i fiskeriforvaltningen, og ifølge ministeren afslører rapporten, at forvaltningskulturen har været præget af en uformel og mundtlig samarbejdsform, "hvor fokus i mindre grad har været på overholdelsen af en række forvaltningsretlige krav til forretningsgangen." Samtidig har man haft begrænsede juridiske og regnskabsmæssige kompetencer, hedder det.

"Jeg er glad for, at vi nu har fået afdækket nogle af de bagvedliggende årsager til, at fiskeriforvaltningen igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende. Undersøgelsen viser, at man grundlæggende er på rette spor i forhold til de initiativer, der er taget i de seneste to år med henblik på at styrke forvaltningen på fiskeriområdet. Undersøgelsen vil indgå dette arbejde, så vi undgår, at problemer fra fortiden gentager sig i fremtiden," siger Mogens Jensen.

Udover Rigsrevisionens 2017-kritik, som handlede om administrationen af tilskudsmidler, konkluderede Kammeradvokaten i en undersøgelse fra 2018, at forvaltningskulturen på området har været meget kritisabel.

Rigsrevisionen: Fiskeristyrelse lod regelbrud glide igennem i sager om tilskud

Fiskeriminister søsætter tredje undersøgelse på et år

Lov mod kvotekonger er vedtaget

'Rigsrevisionen retter skarp kritik af Miljø- og Fødevareministeriet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også