Danmarks Fiskeriforening kritiserer kampagne mod omstridt fiskemetode

En kampagne fra en række naturfredningsorganisationer om at begrænse bundtrawl som fiskemetode møder kritik fra Danmarks Fiskeriforening. Her efterlyser man saglighed i debatten om bundtrawl.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Danmark skal senest i 2022 have etableret naturlige zoner på mindst en tredjedel af havbunden, hvor bundtrawl er forbudt.

Sådan lyder appellen i kampagnen Red Havet, som organisationerne Danmarks Naturfredningsforening, Levende Hav, Danmarks Sportsfiskerforbund og WWF Verdensnaturfonden står bag med støtte fra Velux-fonden.

Kampagnen beskylder fiskemetoden bundtrawl for sammen med forurening og iltsvind at ødelægge havbunden og havnaturen.

Men i Danmarks Fiskeriforening står formand Svend-Erik Andersen uforstående over for argumentet om bundtrawls indflydelse på havnaturen.

"Derfor er der i dansk fiskeri stor frustration og forundring over denne kampagne. For hvor fiskerne om nogen har været de første miljøaktivister til havs og er afhængige af et sundt havmiljø, så bliver man angrebet som skurk i en kampagne fuld af løse påstande i forhold til havmiljøet," siger han i en meddelelse til FødevareWatch.

Opfordrer til undersøgelse

I kampagnen fremhæves det, at 85 pct. af havbunden i den danske del af Nordsøen er forstyrret, og bundtrawl nævnes som den væsentligste årsag. Det får bl.a. Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF, til at kalde på handling fra politisk side.

"I alt for mange år har forurening, overfiskeri og mangel på respekt for havnaturen hersket. Det ser vi konsekvenserne af nu i form af øget iltsvind, pressede fiskebestande, giftige kemikalier og ødelagt havbund," siger han i en meddelelse.

Men Svend-Erik Andersen mener, at de 85 pct., som kampagnen fremhæver, er "vildt overdrevet". Han opfordrer derfor til, at de relevante ministerier sammen med fiskeriforeningen udarbejder en undersøgelse om trawlfiskeri i danske farvande.

"I dansk fiskeri opfordrer vi derfor til, at Miljø- og Fødevareministerierne i samarbejde med Danmarks Fiskeriforening gennemfører et sagligt arbejde for at belyse effekterne af anvendelse af trawl i dansk fiskeri. Vi håber, at også organisationerne bag kampagnen vil deltage i en sådan analyse," siger han.

Nyt partnerskab skal løfte fiskerierhvervet

Fiskeriminister: Bomtrawl udgør en stor udfordring for de danske fiskeres sikkerhed og levebrød

Kystfiskere i nødråb: "Det her bliver vores død, hvis det ikke bliver stoppet"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også