FødevareWatch

Frankrig er ikke parat til at godkende frihandelsaftale

"Vi er endnu ikke parat til at ratificere frihandelsaftale med Mercosur," siger regeringstalsmand i Paris.

Foto: Jorge Silva/Reuters/Ritzau Scanpix

Frankrig er "endnu ikke parat til at ratificere" frihandelsaftalen med de fire lande i den sydamerikanske blok Mercosur. Det siger en regeringstalskvinde i Paris.

Aftalen er indgået efter næsten 20 års forhandlinger. Den fjerner handelshindringer og bidrager til øget eksport fra begge parter.

Med henvisning til en handelsaftale mellem EU og Canada, som det tog år at ratificere, siger regeringstalskvinden Sibeth Ndiaye, at Frankrig vil studere aftalens detaljer.

"Ligesom det skete med aftalen mellem EU og Canada, vil vi gøre det samme med Mercosur-landene. Vi vil studere den i detaljer og afhængigt af detaljerne, vil vi træffe beslutning. Frankrig er endnu ikke parat til at ratificere aftalen," siger hun.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, skrev i sidste uge på Twitter, da der var opnået enighed om aftalen, at det var "historisk".

"En af de vigtigste aftaler nogensinde for Brasilien," hed det om aftalen, som ifølge EU-Kommissionen tager hensyn til beskyttelse af arbejderes rettigheder, miljøet samt høje standarder for fødevarer.

Mercosur blev grundlagt i 1991 og består af Argentina, Uruguay, Paraguay og Brasilien. Aftalen mellem de fire lande skal fremme frihandel og den frie bevægelighed.

EU indledte forhandlinger med Mercosur-landene i 2000, og de intensiverede forhandlingerne, efter præsident Donald Trumps valgsejr i 2016, hvor EU begyndte at lægge mere vægt på at få flere globale handelspartnere.

Denne intensivering har også ført til en frihandelsaftale med Canada samt aftaler med Mexico og Japan.

Forhandlingerne er blandt andet blevet vanskeliggjort ved, at EU har været bekymret for, at de europæiske lande ville blive oversvømmet af billigt kød fra Sydamerika, mens Mercosurlandene har været skeptiske over for at åbne op for visse industrisektorer - for eksempel bilindustrien.

EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, sagde tidligere i denne måned, at en frihandelsaftale med Mercosur var hendes vigtigste prioritet.

Frihandelsaftalen er den største EU nogensinde har indgået. Alt i alt vil den dække et marked bestående omkring 800 millioner mennesker.

Diskussionerne om landbrugsprodukter er knyttet til vanskelige miljø- og klimaspørgsmål i forbindelse med beskyttelsen af regnskoven i Amazonas.

EU og fire lande i Sydamerika er enige om frihandelsaftale

Brasiliens kødeksport slog alle rekorder i 2018

Fransk præsident truer med at droppe stor handelsaftale

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier