Ledelsen på CBS var advaret om skandaliseret landbrugsprojekt

Ledelsen på CBS var flere gange blevet advaret om skandaliseret rapport med Bæredygtigt Landbrug i ryggen.
Information

Ledelsen på Copenhagen Business School burde have bremset omstridt rapport om landbruget langt tidligere.

Det vurderer eksperter, efter at Information har afdækket nye oplysninger om sagen. Flere gange havde ledelsen fået oplysninger, som burde have vakt bekymring, mener professor emeritus ved Københavns Universitet Heine Andersen, der er ekspert i forskning og forskere.

"Det burde ikke have passeret, når der er så stærke advarselslamper," siger han om forskningsprojektet til Information.

I 2016 offentliggjorde en i dag pensioneret CBS-lektor ved navn Troels Troelsen en "delrapport", som ifølge ham viste, at danske landmænds konkurrenceevne var svækket af danske miljø- og afgiftsregler. Efterfølgende afslørede DR og Altinget, at han bevidst havde forsøgt at nedtone data, som gik imod landbrugets interesser, og at han havde undladt at nævne, at finansieringen til projektet var tilvejebragt af lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Sagen udviklede sig til en skandale for CBS, som måtte beklage og trække rapporten tilbage.

Nu viser det sig, at ledelsen på CBS flere gange var blevet advaret mod både projekt og den pågældende forsker. Daværende institutleder Jan Mouritsen og forskningsdekan Peter Møllgaard fik faresignaler, som de ifølge eksperter burde have reageret på.

Stærke holdninger

Aktindsigter viser, at projektet i første omgang skulle have været udarbejdet af et nu lukket center under Økonomisk Institut på CBS, som hed CEBR, men at forskerne droppede projektet på grund af bekymring over indblanding fra landbruget. Det har ikke tidligere været fremme i offentligheden.

Alligevel havnede projektet kort efter på et andet institut på CBS hos en forsker, som havde forbindelse til Bæredygtigt Landbrug, hvilket ledelsen tidligere var blevet advaret om.

Forskerne på CEBR var især bekymrede på grund af de mange input fra en landmand ved navn Torben Vagn Rasmussen, som agerede bindeled mellem CBS og Bæredygtigt Landbrug.

"Torben Vagn Rasmussen havde stærke holdninger og ville have indflydelse på metodevalg og dataafgrænsning," siger Sofie Bødker, en daværende analytiker ved CEBR, til Information.

Også Sofie Bødkers centerleder, Mette Lunde Christensen, der dengang havde ansvaret for projektet, var bekymret.

Hun skrev i en mail til den daværende leder af Økonomisk Institut, Pascalis Raimondos, at forskerne på CEBR "fortsat havde problemer med Bæredygtigt Landbrug". Mette Lunde Christensen klagede over, at Torben Vagn Rasmussen og projektets følgegruppe havde »enormt forudindtagede holdninger« og forsøgte at diktere forskernes arbejde.

Torben Vagn Rasmussen medgiver, at han insisterede på, at CBS skulle bruge en bestemt metode. Men han afviser at have forsøgt at påvirke forskernes valg af materiale, selv om han erkender, at han sendte dem "masser" af litteratur som inspiration.

Efter længere tids uenighed om fremgangsmåden trak CEBR sig fra projektet. Den daværende institutleder, Pascalis Raimondos, siger, at han fortalte forskningsdekan Peter Møllgaard om beslutningen. Inden Møllgaard blev forskningsdekan, var han institutleder, og i den egenskab havde han i sin tid selv været med til at godkende projektet.

"Vi fortalte ham, at CEBR ville gå fra det og ikke ville fortsætte med det på grund af vores bekymringer," siger Raimondos.

Advaret tidligere

Ifølge Informations oplysninger skulle Peter Møllgaard angiveligt også være blevet orienteret om faglige bekymringer af forskere allerede tidligt i processen. Peter Møllgaard siger dog, at han ikke mindes at være blevet advaret, hverken af forskere i begyndelsen eller senere af Pascalis Raimondos.

Selvom CEBR havde trukket sig, lykkedes det Bæredygtigt Landbrug at få afsat landbrugsprojektet til et andet institut på CBS. Organisationen kontaktede lektor Troels Troelsen, som kort efter fik lov til at lave projektet af sin institutleder Jan Mouritsen.

Som Information i dag kan påvise var Mouritsen ellers to måneder forinden blevet advaret af sin kollega Pascalis Raimondos om, at netop Troels Troelsen tidligere havde lavet en opgave for Bæredygtigt Landbrug, som kun var delvist dokumenteret.

Lektor emeritus ved Københavns Universitet Alex Dubgaard, der har fulgt sagen tæt, undrer sig over, at Troels Troelsen fik lov at lave projektet, når hans institutleder Jan Mouritsen havde »fået nogle kraftige indikationer«.

Jan Mouritsen siger i dag, at han ikke havde grund til at tvivle på Troels Troelsens integritet.

I august 2016 fremlagde Troels Troelsen en foreløbig rapport, som af andre forskere blev kritiseret for at være så ringe udført, at den var "ubrugelig".

Kort efter sendte en CBS-forsker, som var med i projektets styregruppe, en mail til forskningsdekan Peter Møllgaard og rektor Per Holten-Andersen, hvori han indrømmede, at man af taktiske grunde bevidst havde undladt at nævne Bæredygtigt Landbrug som kilde til finansieringen.

Den udeladelse fik senere CBS’ praksisudvalg til at konkludere, at Troels Troelsen havde gjort sig skyldig i "et alvorligt brud på ansvarlig forskningspraksis".

Burde have reageret

Alligevel lod ledelsen Troels Troelsen arbejde videre på rapporten i næsten fire måneder, før CBS droppede projektet og måtte betale sin del af bevillingen tilbage.

Heine Andersen mener, at mailen burde have fået Peter Møllgaard til at reagere med det samme.

"Han burde have sat gang i en undersøgelse," siger han.

Peter Møllgaard medgiver i dag, at der var mange faresignaler.

"Det blev vi kritiseret for dengang, og det kunne man givetvis også gøre nu," siger han.

Møllgaard forklarer dog, at ledelsen betragtede rapporten som "ufuldstændig" og ville afvente den endelige version, før den tog stilling til sagen.

"Men afleveringen blev udskudt i flere runder, først med uger, senere med måneder. Det er baggrunden for, at der gik helt indtil december," siger Peter Møllgaard.

CBS-rektor Per Holten-Andersen erkender, at "det kan virke underligt, at projektet blev gennemført på et andet institut", men påpeger, at forskere på CBS har frihed under ansvar.

"Det ansvar deler forskeren med sin institutleder," siger rektoren og tilføjer, at det er "en institutleders pligt at bremse et projekt, før det løber af sporet."

Forhenværende lektor Troels Troelsen fastholder, at alt, han har lavet, "er reel og upåvirket forskning".

Denne historie er videreformidlet af Ritzaus tophistorietjeneste på vegne af Information.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter