Historisk presset landbrug samles til topmøde i Herning

Tørke, gæld, benhård priskonkurrence og truslen fra brexit og svinepest. Landbruget presses fra alle sider.
Foto: Ritzau/scanpix/Polfoto/Arkiv
Foto: Ritzau/scanpix/Polfoto/Arkiv
AF RITZAU

Frygten for konkurs hænger i krogene, når et presset landbrug samles til Landbrug & Fødevarers årlige delegeretmøde onsdag og torsdag i Herning.

For selv om fødevareklyngen - fra mink og småkager til enzymer og grise - solgte varer for 166 milliarder kroner i 2017, så er selve landbruget voldsomt udfordret. 

Derfor vil den talrigt repræsenterede regering med statsministeren i spidsen også blive mødt af en række konkrete krav. 

Såsom at droppe jordskatter og pesticidafgift og slække på ambitionerne for de danske vandmiljøplaner, som landbruget ser som en katastrofe.

For den værste tørke i 100 år har sat dybe spor på et i forvejen stærkt forgældet erhverv. 

Især er mange svineproducenter hårdt ramt med historisk lave priser oveni. 

Landbruget kæmper på trods af flere års højkonjunktur fortsat med en enorm gæld på 312 milliarder kroner. Typisk med variable renter, der kan udløse et ragnarok, når renten stiger igen. 

Konkurserne står derfor i kø om staldhjørnet i landbruget, der over få årtier er reduceret til under 10.000 fuldtidslandmænd og godt halvanden gang så mange deltidskolleger. 

Krisen er yderligere garneret med frygten for brexit og afrikansk svinepest, der kan true en årlig svineeksport på 11 milliarder kroner, samt den evige kamp mod miljøkrav.

Så der er rigeligt at tale om, når formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, går på talerstolen onsdag formiddag.

Her har han dog muligheden for selv at bestemme budskabet.

I modsætning til for nylig, hvor selveste nationalbankdirektøren var inviteret til at tale på et andet landbrugsmøde. 

Her kvitterede han med at slå fast, at hvert tredje af de resterende landbrug bør lukkes til gavn for resten. 

Samtidig kaldte Lars Rohde det bekymrende, at mange landmænd gambler hårdt og ikke har benyttet opsvinget til at konsolidere sig ved at lægge om til fastforrentede lån.

Først kom tørken: Nu truer ny udfordring for landbruget de danske banker

Landmænd: Venstre jagter vælgerne i de store byer og svigter os

Tørke og billigere svinekød giver flere konkurser i landbruget

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter