Landmand anmeldt for ulovligt brug af antibiotika i svin

En sag om ulovlig anvendelse af antibiotika i en svinebesætning er overdraget til politiet, oplyser styrelse.
Foto: Janus Engel/Ritzaufoto/Arkiv
Foto: Janus Engel/Ritzaufoto/Arkiv
AF RITZAU

Fødevarestyrelsen politianmelder en landmand i Danmark efter fund af ulovlig anvendelse af stoffet Tetracyklin i en svinebesætning.

Det ulovlige antibiotika blev fundet i prøver fra både fersk kød fra svin, der var indleveret til slagtning, og i prøver taget af svin og foder på ejendommen.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Selv om stoffet ikke er lovligt i Danmark, er der ifølge styrelsen ikke nogen umiddelbar risiko forbundet med den mængde, der er fundet.

Mængden af stoffet er under EU's fastsatte grænseværdi for, hvornår man må omsætte kød med stoffet til fødevarer, oplyser Tim Petersen, der er sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

"Denne sag viser, at vi finder tingene ved kontrollen. Derfor slipper sådan nogle ting normalt ikke ud til forbrugeren," siger han.

Men brug af stoffet er stadig ulovligt i Danmark. Derfor er svineproducenten også blevet meldt til politiet.

Ifølge sektionslederen er der endda risiko for, at det kan påvirke udlandets syn på danske fødevarer.

"De mængder, vi har fundet, er meget lave. Men vi ønsker ikke i Danmark, at der er ulovlig brug af lægemidler. Vi vil gerne have kontrol med dem. Det gør vi rigtig meget ud af."

"Især vores antibiotika overvåger vi meget grundigt. Når der kommer sådan en sag her, så mener vi, at det kan skade Danmarks omdømme," siger Tim Petersen.

Styrelsen vil ikke fortælle, hvor i landet det ulovlige antibiotika er fundet, da sagen er overdraget til politiet.

Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold har nedlagt et forbud mod, at producenten sælger svin over 50 kilo eller sender dem til slagtning. Det gælder i mindst 28 dage.

Tetracykliner er en gruppe af forskellige bredspektrede antibiotika, der omfatter flere stoffer.

/ritzau/

Danske svineproducenter langer ud efter Danish Crown og Nettos svinekødsfremstød

Coop tøver med antibiotikafrit svinekød 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også