Esben Lunde stopper som minister

Fødevareministeren udtræder af regeringen og stopper i politik efter næste valg. Statsministeren har indkaldt til dronningerunde onsdag.
Foto: ritzau/Jonas Olufson
Foto: ritzau/Jonas Olufson

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) træder ud af regeringen.

Det oplyser han tirsdag aften på Facebook.

"Efter i næsten 13 år at have været politiker som hhv. byrådsmedlem, viceborgmester, folketingsmedlem og minister har jeg meddelt statsministeren, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg," skriver han.

"Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg. Derfor udtræder jeg nu af regeringen og fortsætter mit arbejde i Folketinget indtil videre."

Dermed er der lagt op til en ministerrokade i regeringen. Meldingen falder således sammen med meldingen fra uddannelsesminister Søren Pind (V) om, at også han stopper i politik. Ingen af de to ministre melder om konkrete planer for, hvad de skal efter det politiske liv.

Esben Lunde Larsen har været folketingspolitiker siden valget i 2011 og minister, siden Venstre overtog regeringsmagten i 2015. Oprindeligt på den post, Søren Pind senere overtog, men siden februar 2016 som miljø- og fødevareminister.

Gennem begge hverv har der været en del kontroverser omkring hans person. Som uddannelsesminister primært i forbindelse med rigtigheden af oplysninger på hans cv. Mens han som miljø- og fødevareminister har været beskyldt for at skjule tal i den såkaldte kvælstofsag og tilbageholde information i sagen om kvotekonger. I sidstnævnte henseende fik han sidste august frataget posten som fiskeriminister fra ministerporteføljen.

I en pressemeddelelse skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at afløsren til begge de afgående Venstre-ministre præsenteres efter en dronningsrunde onsdag.

"Søren Pind og Esben Lunde Larsen har igennem mange år ydet en flot indsats i Folketinget, regeringen og Venstre. De har arbejdet hårdt for vores land, og det skylder jeg dem en stor tak for," skriver han.

"De udtræder nu begge af regeringen, og i lyset heraf går jeg til Dronningen i morgen for at foretage justeringer i regeringens sammensætning."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også