EU: Handel med briter bliver sværere og dyrere efter exit

Intet kan ændre på, at EU og Storbritannien vil glide fra hinanden på grund af brexit, siger EU-præsidenten.
EU-præsident Donald Tusk | Foto: /ritzau/AP/Virginia Mayo
EU-præsident Donald Tusk | Foto: /ritzau/AP/Virginia Mayo
AF RITZAU

Fremtidens handel mellem EU og Storbritannien kan ikke være gnidningsløs efter den britiske exit.

Samhandlen vil uundgåeligt blive mere kompliceret og dyrere for alle end i dag.

"Det er essensen i brexit," siger EU-præsident Donald Tusk onsdag på et pressemøde i Luxembourg.

Tusk har onsdag fremlagt sit udspil til retningslinjer for de kommende forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien. Han foreslår en handelsaftale, der omfatter alle områder og er uden afgifter på varer.

"Denne positive tilgang ændrer ikke på den simple kendsgerning, at på grund af brexit vil vi glide fra hinanden.Faktisk vil det blive den første frihandelsaftale i historien, der løsner de økonomiske bånd i stedet for at styrke dem," siger Donald Tusk.

Han siger, at EU vil gå konstruktivt og positivt ind i forhandlingerne om fremtidens forhold til briterne.

"Mit forslag viser, at vi ikke vil bygge en mur mellem EU og Storbritannien," siger Tusk.

"Tværtimod. Storbritannien vil stadig være vores tætteste nabo, og vi ønsker at fortsætte med at være venner og partnere også efter brexit," siger han.

Ren illusion

Men rettigheder og pligter må følges ad, lyder det på forhånd.

"EU kan ikke gå med til at give Storbritannien Norges rettigheder med Canadas forpligtelser," siger Donald Tusk.

Storbritannien har trukket flere røde linjer. At de vil ud af EU's indre marked, ud af toldunionen og ud af EU-Domstolens retsområde.

"Derfor burde det ikke komme som nogen overraskelse, at den eneste tilbageværende mulighed er en frihandelsaftale," siger Donald Tusk.

Storbritannien har flere gange udtrykt ønske om i fremtiden at være med på EU's regler på nogle områder, men ikke på andre.

Den slags tanker har Donald Tusk tidligere stemplet som "ren illusion".

Vælg-og-bland ikke mulig

Intet EU-land frit kan vælge og vrage mellem de områder af det indre marked, det synes bedst om. 

Et medlemsland kan heller ikke vælge at acceptere EU-Domstolen på de områder, der er i egen interesse, og ikke på andre.

"På samme måde er en vælg-og-bland tilgang for et ikkemedlemsland udelukket. Vi vil ikke ofre disse principper. Det er simpelthen ikke i vores interesse," siger EU-præsidenten.

Storbritannien er ikke mindst bekymret for fremtiden for sit store finanscenter i London efter exit fra EU.

Men Donald Tusk siger blot, at når det gælder tjenesteydelser, skal det "adresseres" i en kommende aftale.

Og inden for fiskeri bør der stadig være gensidig adgang til hinandens farvande, mener han.

EU-lederne samles til topmøde senere i marts. Her skal de 27 lande, der bliver i EU, efter planen vedtage retningslinjerne for de kommende forhandlinger om fremtidens forhold til briterne efter exit.

EU-chefforhandler vil afværge dyre konsekvenser af Brexit for danske fiskere

EU-præsident: Brexit bliver et vildt kapløb mod tiden

EU kaster sig ud i opgøret om magt og penge efter brexit

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også