K har tillid til landbrugspakke – men afventer nye prøver

Konservative vil tage landbrugspakke til genovervejelse efter resultat af nye kvælstofprøver i 2018.
AF RITZAU

De Konservatives miljøordfører, Mette Abildgaard, vil afvente nye målinger af kvælstof i vandmiljøet fra danske marker, før hun vil tage stilling til, om der skal ændres i Landbrugspakken.

Det siger hun, efter en forsker ifølge Berlingske sår tvivl om beregningerne bag Landbrugspakken, der gav landmænd lov til at gøde mere. Politikerne ved godt, at regnemodellen er usikker, lyder det fra Mette Abildgaard.

"Derfor er man lige nu ved at lave en række nye målinger på marker af, hvor meget kvælstof der udvaskes, for at kunne opdatere modellen yderligere. Det resultat har vi i midten af 2018."

"Hvis den nye data viser, at der er sket fejl, så må vi naturligvis rette op på det. Så vil jeg bede om, at forligskredsen indkaldes og drøfter dette. Men det har jeg altså ingen grund til at tro på nuværende tidspunkt," siger hun. 

På et spørgsmål om, hvorfor man ikke skal lade usikkerheden komme vandmiljøet til gode og rulle Landbrugspakken tilbage, indtil man kender resultatet af prøverne, svarer Mette Abildgaard:

"Den model, man har anvendt, er baseret på mere end 1200 forskellige målinger. Men der vil være usikkerhed, og den kan svinge begge veje. Både til fordel og ulempe for miljøet."

"Jeg vil gerne den vej, hvor vi får foretaget flere konkrete målinger af udvaskningen," siger hun.

Mette Abildgaard siger, at der netop derfor med Landbrugspakken blev sat penge af til at oprette omkring 100 nye målstationer.

Forsker og tidligere professor Bjørn Molt Petersen har ifølge Berlingske med støtte fra Danmarks Naturfredningsforening brugt et halvt år på at gå beregningerne bag Landbrugspakken efter. 

Han mener, at usikkerheden får den til at fremstå mere miljøvenlig, end den er, og at vi må forvente betydeligt mere kvælstof i miljøet, end de præmisser pakken blev vedtaget på af blå blok i december 2015.

En række professorer anerkender Bjørn Molt Petersens konklusioner. Forskerne er dog ikke enige om, hvad konsekvenserne er. Nogle vurderer, at det betyder mange tusinde ton ekstra udledning af kvælstof. Andre mener ikke, at konsekvenserne er så store.

Også videnscenter SEGES under Landbrug & Fødevarer erkender, at der er usikkerhed om grundlaget. Men sektordirektør Troels Toft mener ikke, at har konsekvenser for miljøet.

Forsker sår tvivl om talgrundlag i landbrugspakke

Seges: Usikkerheder i Landbrugspakken er en kendt præmis

Lunde Larsen vil ikke genåbne landbrugspakke

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også