Arla sagsøgt for falsk reklame i USA

Arlas millionoffensiv i USA har fået et sagsanlæg på halsen fra farmaceutgiganten Eli Lilly Elanco. Arla afviser anklagen om, at mejeriets reklamer skulle være vildledende.
Foto: Arla/ PR
Foto: Arla/ PR

Det amerikanske farmaceut- og fødevareselskab Eli Lilly Elanco US Inc. har set sig sur på Arlas reklamefremstød i det store land.

Fredag 26. maj lagde Elanco ifølge en pressemeddelelse sag an mod Arla ved den amerikanske distriktsdomstol Eastern District of Wisconsin. Selskabet kræver, at Arla øjeblikkeligt stopper sin nye reklamekampagne kaldet Live Unprocessed.

Det sker, fordi amerikanerne mener, det er forkert, når Arla i reklamen fremfører et argument om, at mælk fra køer, der ikke har fået RSBT (recombinant bovine somatotropin), som er et vækstfremmende hormon, er bedre end mælk fra køer, der har fået det.

"I fredags indledte Eli Lilly Elanco USA Inc. (Elanco) en retssag i den amerikanske distriktsdomstol for Eastern District of Wisconsin mod det internationale mejerikonglomerat Arla Foods, der kræver, at Arla straks ophøret med sin falske reklamekampagne og uretfærdige forretningsmetoder mod RBST, som er en gennemprøvet og sikker mejeriteknologi godkendt af FDA i 1993. Rekombinant bovint somatotropin (RBST) er et supplement, der markedsføres og sælges af Elanco under varemærket Posilac," skriver Elanco i pressemeddelelsen.

Elanco mener, at Arla "bedrager" forbrugerne med "falske forestillinger om hormonets sikkerhed".

"Vi mener, at disse annoncer forsætligt skræmmer og vildleder forbrugerne i et forsøg på at opnå en konkurrencemæssig fordel," udtaler Eric Graves, bestyrelsesformand for Elanco Nordamerika, og tilføjer:

"FDA har faktisk konkluderet, at RBST ikke udgør nogen sundhedsrisiko mod mennesker, og kræver at virksomheder oplyser, at der ikke er nogen signifikant forskel mellem mælk produceret af rbst-behandlede og ikke-RBST-behandlede køer, hvis de indeholder RBST-fri krav på deres emballage. Denne Arla-kampagne ignorerer åbenbart den dokumenterede sikkerhed for RBST samt de virkelige konsekvenser af at fjerne denne type innovation fra vores amerikanske mejeriindustri."

Med virkelige konsekvenser refererer Elanco til, at selskabet mener, det er bedre for bl.a. miljøet at bruge RBST i produktionen af mælk.

Arla afviser anklagen

Arla skriver i en pressemeddelelse, at mejeriet er bekendt med sagsanlægget, men afviser anklagen.

"Vi er overraskede over dette svar på vores nye 'Live Unprocessed' kampagne."

"Vi tror på påstandene i sagen er helt ubegrundede og uden fortjeneste, og vi ser frem til at forsvare os selv i denne sag," siger direktør for Arla US, Don Stohrer, Jr.  i meddelelsen.

Han forklarer videre, at reklamen ikke havde til formål at ramme Elanco som virksomhed, men at vise forbrugerne, at Arla går ind for en høj fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og tager miljøansvar.

"Vores kampagne blev lavet, så familierne kunne komme til at kende til vores produkter og vores usædvanlige kvalitet," udtaler Don Stohrer, Jr. videre.

Reklamen er lavet ud fra en overbevisning om, at folk har ret til at vide, hvad der er i deres mad, og hvordan deres mad er lavet - noget som altid har været en del af Arlas filosofi, skriver mejeriet.

Arla Live Unprocessed-kampagne blev lanceret i USA i slutningen af ​​april og er en del af Arlas store reklamefremstød i landet til 200 mio. kr. Det er den største marketingoffensiv fra det danske mejeris side nogensinde i USA.

Der vil være høring i sagen 7. juni 2017.

Arla klar til største USA-offensiv nogensinde

Nu starter Arlas millionoffensiv i USA

Arla banker markedsføringen helt i vejret

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også